For 160 minutter siden blev det igen dyrere at køre i taxi. Storkøbenhavns Taxinævn har indført weekend-starttakster på 40 og 50 kroner for henholdsvis gade- og centralture. Selv den normalt så ligevægte Hr. Garbye svinger sig op til Claus Borreske højder og udbryder et: SKANDALE
I´ll second that. Som flittig hyrevognskunde med super de luxe-quicknummer til TAXAMOTOR er jeg led og ked af at skulle betale 50 kroner blot for at sætte mig ind i selskabets Mercedes.
Et af argumenterne bag prisstigningen har barokt nok været kampen mod pirattaxaer. Kunder tager nemlig kun pirattaxaer af simpel nød, når de ikke kan få en autoriseret hyrevogn. Bedre indtjeningsmuligheder giver flere chauffører i selskabernes vogne i weekenden og væk er behovet for pirater . Det er måske rigtigt nok, men er i givet fald blot en demonstration af, hvor håbløst reguleret hyrevognsmarkedet er. De etablerede selskaber kan simpelthen imødegå konkurrence ved at sætte priserne i vejret – hvem er pirattaxa her?
Det er selvfølgelig en kættersk tanke, men måske var det på tide med lidt liberalisering på området. Måske skulle man nedlægge Storkøbenhavns Taxinævn og alle dets kommunale søskende rundt om i landet. Måske skulle selskaberne forholde sig til at konkurrere som andre virksomheder. Måske skulle jeg have lov at bestemme hvem jeg betaler hvor meget for hvad.
Det ville selvfølgelig give politikere som Dragørs Asger Larsen, Høje-Taastrups Lizzie Hansen og Frederiksbergs Jette Bøgeby mindre at rive i. Men mon ikke så kapable folk finder andre vigtige ting at engagere sig i?
Gemt i: Lovtyranni, politik



Ja det er sgu en joke at systemet er som det er. Der mangler klart (og ikke kun måske) konkurrence på området. Godt indlæg!