Få ting kan få et smil frem på mine læber som ævlen og kævlen internt blandt de røde. Det skulle da lige være dagens kronik i Berlingske Tidende. Her kaster Lars Weiss, søn af du-ved-hvem, sig ud i, hvad må betegnes som “meta ævlen og kævlen”.
Kronikken er en kritik af Thorning-Schmidt kurs:
“I dag føler mange socialdemokrater, at der er sket et foruroligende skred i partiets grundholdninger til fordel for taktiske overvejelser. Dermed være ikke sagt, at taktik pr. definition er af det onde. Især ikke når den lykkes.
Mens Fremskridtspartiet således i 70erne var hovedmodstanderen, har Glistrups politiske avl i Dansk Folkeparti de senere år nærmest været fredet. Nu rettes skytset gang på gang mod Socialdemokraternes naturlige og helt nødvendige samarbejdspartner, Det Radikale Venstre.
Mit parti har det ene øjeblik bebrejdet de Radikale, at de breder sig for meget på midten, det andet øjeblik, at koalitionen med det »venstredrejede« radikale parti ikke vil blive opfattet som samarbejde hen over midten. Forstå det, hvem der kan,” skriver Weiss blandt andet.
Keep it coming.
Gemt i: De radikale, Socialdemokraterne, politik
Den historiske hovedmodstander, også i 70erne og indtil murens fald var kommunisterne, ikke Fremskridtspartiet.
Hej Peter
Det er du naturligvis velkommen til at mene, jeg citerer jo sådan set blot Lars Weiss.
Selv er jeg gammel nok til at have en personlig erinding om 70´ernes politiske forhold, men i forhold til 80´erne siger min hukommelse mig da, at der blev brugt mere socialdemokratisk krudt på Glistup, Poulsgaard, Behnkebrødrene og det øvrige fremskridtspartiske persongalleri end på banditterne i DKP, DKP-ML, SAP, KAP og hvad de ellers hed.
Og det kan man godt forstå. Den folkelige opbakning til kommunistvarianterne indikerede vel, at kampen mod dem var vundet.