K med turbo på

Lene Espersen stod foran den samme bøgeskov som Bendt Bendtsen stod foran sidste år. Men bortset fra det faktum var det tydeligt, at Det konservative Folkeparti havde fået en ny leder. Måske den nye leder, det borgerlige Danmark har sukket så længe efter.

Smilene var store hos græsrødderne efter Lenes tale, der måske ikke anviste nye veje i forhold til Bendt Bendtsen, men anviste dem bedre. For nogle gange er det som bekendt ikke det man siger, men måden man siger det på, der er afgørende. Nu bliver opgaven at levere nogle hurtige resultater, der kan få baglandet til at bevare troen på, at det går nu fremad for partiet efter ni år med “Mr. 10 procent” som partiformand. Det kunne for eksempel være, når skattekommissionen næste år afleverer sin rapport, der skal danne grundlag for de forhandlinger, der ifølge regeringsgrundlaget “Mulighedernes samfund” skal føre til en “markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, som skal stimulere arbejde og virkelyst, herunder ved at sænke skattenpå den sidst tjente krone.”

Tør man tro på, at man allerede i de kommende skatteforhandlinger når til at opfylde Lene Espersens ønsker, som udtrykt i talen til landsrådet?:

“Det er ikke logisk, at folk skal straffes for at gå på arbejde. De skal tværtimod belønnes. Og det er ikke retfærdigt, at man skal betale mere end halvdelen af den sidst tjente krone i skat.”

“I øvrigt mener jeg” tror det ikke. Men lander vi i nærheden af de 50 procent er vi da kommet et skridt i retning af den skattelettelse, der naturgivent må til.

Imens må man glæde sig over, at De Konservative udmærkede sig positivt på to andre områder:

Lukkeloven skal afskaffes. Efter års utilpashed ved at genere de mange små købmænd i partiet melder kons’erne sig endelig blandt de partier, der vil gøre det lettere at være dansker, der gerne vil handle, når man har fri. Det sædvanlige hylekor fra HK og De Samvirkende Købmænd (skal vi gætte på at Lenes ministerbil ikke kommer til at køre til middag hos Wagner’ne så ofte som under Bendtsen) er ude med kritikaf beslutningen, men folketingsflertallet er der nu. Lad koret hyle og fjern den perverterede lov.

Nej til stramninger af rygeloven. Nogle gange skal man kunne se det store i det små. Som parti nummer to (efter Liberal Alliance, der i øjeblikket siger alle de rigtige ting) siger liste C nej til at vride armen yderligere rundt på os stakkels rygere i forbindelse med revisonen af rygeloven, der allerede er planlagt til folketingssamlingen 2009/2010. Den nuværende lovgivning er, som kendere af denne blog/blogger vil vide, allerede udtryk for en totalitær tankegang, hvor folketingsmedlemmer bestemmer, om en værtshusejer må give gæster adgang til at nyde tobak på sit udskænkningssted. Angiveligt for at beskytte de ansatte (der selv som oftest ryger og i øvrigt har mulighed for at søge ansættelse på et røgfrit sted), men vel snarere af hensyn til tidens store modeord “folkesundheden”.

Loven er en vederstyggelighed og burde aldrig have været indført. Det sker formentlig først, når helvede fryser til is i ugen med to torsdage. Indtil da må man altså nøjes med at glæde sig over, at der trods alt er  røster, der tager afstand fra tågehorn som Venstres sundhedspolitiske ordfører, Birgitte Josefsen, der i ramme alvor er klar til at drøfte et tobaksforbud ved udendørs arrangementer.

Gennem syv lange år har Det Konservative Folkeparti forsømt stort set enhver mulighed for at spille den frække lillebror. For at være “i opposition og regering på samme tid”, som Venstre med Uffe Ellemann-Jensen som formand, og den dengang liberale Anders Fogh Rasmussen som næstformand, formåede under Schlüters regeringstid.

Efter weekendens landmøde vil jeg tillade mig at håbe, at det ene af regeringspartierne i fremtiden vil tænke, tale og agere borgerligt.

“I øvrigt mener jeg”, at håbet er grønt.

Om Jens Rohde og Obama

Rundt om i liberale kredse (og hos professor Garby) er der dømt Rohdebashing efter dennes udtalelser til LO’s ugebrev om Barrack Hussein Obama, George Walker Bush og Ronald Wilson Reagan. George “Dubya” deler nemlig, mener Jens Rohde, drævende texasdialekt med den i Illinois fødte og i Californien skuespillende og regerende Reagan, og det er ifølge Rohde årsagen til, at danskerne synes “de er lidt dumme”.

Danmarks fornuftigste socialdemokrat undrer sig over Rohdes uvidenhed

Jarl Cordua i sin yndlingsbeskæftigelse: Tæv Jens Rohde (når nu Claus Hjort ikke har gjort noget dumt)

Søren Pind i nuanceret indlæg om hvorfor han foretrækker The McCain-Palin Ticket

Rohde svarer på kritikken i mail til Danmarks førende netavis

Jeg ville så gerne deltage i forargelsen over Rohdes uvidenhed, men hvad havde I helt ærligt forventet af en reporter fra Radio Viborg.

Til gengæld synes jeg det er på sin plads at fortælle Rohde, at Reagan muligvis var upopulær på bøhlandet. Muligvis var upopulær hos Pelle Voigt, Lasse Budtz, Svend Auken, Gert Petersen og andre store politiske 80-personligheder. Og muligvis var upopulær hos Nobelpris-komiteen.

Hos amerikanerne selv (Walter Mondale vandt sin hjemstat Minnesota med 3.800 stemmer som den eneste stat ved valget i 84), hos borgerlige og/eller reelt fredshåbende europæere og ikke mindst hos millioner af undertrykte østeuropæere, der vandt deres frihed blandt andet som følge af en konsekvent amerikansk udenrigspolitk i firserne, står Ronald Reagan som en af de største præsidenter nogensinde.

Helt løsgående bliver Rohdes missil dog, når han forklarer, at han selv foretrækker Obama, fordi “han repræsenterer noget nyt og giver mig en følelse af håb”. More governement spending kombineret med øget protektionisme er ikke rasende nyt og giver bestemt ingen grund til høje forhåbninger. I den forstand er det eneste nye ved Obama hans etniske baggrund, og det mener en Venstre-politiker vel ikke er grund nok til at foretrække ham?

Venstres EP-hold er samlet set det stærkeste hold nogensinde. En tidligere politisk ordfører: Rohde, en mangeårig EU-ordfører: Fru Antonsen, min borddame fra et fantastisk bryllup i februar 07: Hanne Severinsen med kolossal erfaring fra politisk arbejde i udlandet, Louise Feilberg Levy (der bevares er fuldstændig ukendt, men har arbejdet som politisk rådgiver for Karin Riis Jørgensen, er ung og nå ja: ser godt ud. Og måske også en tidligere formand for udenrigspolitisk nævn i form af Jens Hald Madsen (er ikke helt klar over om han stadig er i spil, men der er stadig ledige kredse). Dertil kendissen Morten Løkkegaard og to nuværende parlamentarikere, Anne E. Jensen og Ole B. Sørensen.

“I øvrigt mener jeg” dog, at Venstre kaster en gylden mulighed på jorden, hvis også deres EP-kandidater vedvarende vælger at fremture som socialdemokrater.

Bye Bye Bendt

Bendt Bendtsen er ikke længere blandt os i dansk politik. Æret være hans minde.

I dag blev det endnu en gang bevist, hvor dårlig idé det er at være en udsætterøv. Liberal Alliance, finanslovsudspil og det amerikanske præsidentvalg kommer til at hvile et par dage mere efter dagens nyhed om at det borgerlige Danmark har mistet en af sine helt store skikkelser efter 9 år, 1 måned og 5 dage på posten som Det Konservative Folkepartis store rorgænger.

Hvem husker ikke da Bendt Bendtsen som tre måneder gammel partiformand med mulighed for at anvise den nye vej for det konservative Danmark, tordnede imod det “legaliserede landevejsrøveri” som det hedder “derfra hvor jeg kommer” i form af politiets fartfælder. Hvem letter ikke på hatten for den store indsats Bendt har ydet for dansk skibsfart, hvad han da også selv, som man har kunne forvisse sig om på news hele dagen, er behørigt stolt af. Og hvem bander ikke pressens røde lejesvende langt væk, når de har vovet at sætte spørgsmålstegn ved om Bendt må bruge sin skatteyderbetalte ministerchauffør og -bil til at hente plejlstænger og køre ham til middag hos en anden tidligere stor konservativ, John Wagner, der i dag kæmper en utrættelig kamp imod de store onde, samfundssubversive supermarkeder som administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd.

Bendt Bendtsen overtog rollen som partiets fredsbevarende styrke efter Helge Adam Møller. Fredsbehov var der, som alle husker, god grund til. En betonklods, en tæt på flæbende partileder tæt på at miste sit kredsmandat på Frederiksberg, en åbenkæftet reklamemand, en pukkelrygget partiboss, en forkalket formandsnødløsning. Journalister havde det godt, KU’ere med forkærlighed for rygknivstikkeri havde en fest og deres sangskrivere kunne hygge sig med linjer som (synges på de tre musikanter):

Den ene han drak cognac, den anden bare løj, den tredje ud af puklen kun kan trække skidt og møg. De fisker efter stemmer, dog ingen madding har. Vi har i dag en ledelse af rene brodne kar.

En Tollundmand i sulfo, han er et sølle pjok. Jeg troede ellers, at vi havde gamle fjolser nok. Men hænderne de ryster, gebisset flyver ud. Når fluerne han klasker, tror han selv, at han er gud.

Nu spiller de for Venstre på andenviolin. Det’ derfor vi dem kalder: De forræderiske svin. Det spiller ingen steder, når løfterne bliver brudt. Vi rejser ej partiet, førend ledelsen er skudt.

Men så kom der lys i mørket, så kom Bendt. Onde tunger har døbt ham “Mr 10 procent” for hans manglende evne til at løfte partiet op efter at have stabiliseret det. Det synes jeg ikke er rimeligt, når man tager i betragtning at manden kun har siddet og ni år og kun haft ansvaret ved tre folketingsvalg. Havde man givet ham ni år mere, er jeg helt sikker på at partiet både kunne have nået 11 og 12 procent af stemmerne.

Men sådan skulle det ikke gå. Bendt har søgt nye udfordringer i erkendelse af, at Danmark ikke er stort nok til en mand af hans format. I Europa-Parlamentet skal han løfte arven efter Christian Rovsing – ingen let opgave, men hvis nogen kan, så er det Bendt. Også her er onde tunger allerede ude med kritik af manden, bare fordi han hverken taler engelsk eller fransk. Jeg tror de undervurderer Bendts evne til at tale med alle. En evne han beviste som gadebetjent i Odense, en evne han har bevist som partileder og minister og en evne Europa nok skal få at mærke.

Dansk politik er blevet fattigere, men europæisk politik rigere. God vind Bendt.

Fem, der bør roses

Inden jeg kan kaste mig ud i analyser og kommentarer til de mange spændende politiske begivenheder, der kommer til at præge dette efterår, er det på tide at få afsluttet et hængeparti. Før sommerferien møvede jeg mig møjsommeligt gennem samtlige folketingsmedlemmers hjemmesider og selv om der sandelig var meget skidt, fandt jeg også en smule kanel. Det er ulig lettere at dadle, men man bør jo også huske at rose, når det er på sin plads.

Jeg har fundet frem til fem hjemmesider, der gør sig fortjent til et lille skulderklap. Rækkefølgen er tilfældig.

Kim Mortensen, Socialdemokraterne.

En no-nonsens hjemmeside fra sos’ernes mand fra Esbjerg. Her er hverken videoer, link til facebookprofil eller andet moderne lir. Det der bør være der, er der til gengæld. Navigationen er lige til at gå til og tingene ligger rent faktisk der, hvor man forventer at finde dem. Selvfølgelig, tænker du måske, men du har forhåbentlig heller aldrig brugt en dag på at pløje igennem tingets tossers hjemmesider. Eneste umiddelbare anke er at pressemeddelelser kun erat finde på forsiden, de burde naturligvis også ligge under fanen “det mener jeg”. KM udmærker sig ved en Tjek- og huskeliste på forsiden. Så ved valget næste gang kan vælgerne i Esbjerg holde ham op på, om han har haft held med at genetablere maskinmesteruddannelsen i byen!

Christine Antorini, Socialdemokraterne.

En lille (i bogstaveligste forstand, da hjemmesiden kun fylder halvdelen af skærmbredden) elegant løsning. Fin navigation og lækkert design. Her er videoer, facebooklink og dynamiske headerfotos. Hvis man er til kvinder som Antorini, og det skal der jo nok være nogen, der er, er siden dog lidt skuffende. Man kan finde et billede under “kontakt” og tre under Dansk CV i “om mig selv”-fanen. Der må kunne findes plads til et galleri………

Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne.

HTS er selvskrevet på listen. Ikke bare på grund af sidens kvaliteter i sig selv, men fordi hun rent faktisk er den eneste danske partileder, der overstiger sørgelighed, når det gælder hjemmesidekvalitet. Men her får den hele armen. Mød Helle på Facebook, YouTube og Flickr. Se HelleTV, læs Helles blog, podcast Helles taler. I skrivende stund virker siden lidt tung i optrækket, men det kan være en tilfældighed. Ellers har jeg desværre ikke så meget at udsætte.

Søren Pind, Venstre

Jeg havde store forventninger til Pindens nye hjemmeside, da jeg et par dage før den gik i luften, talte med hans kampagneleder, der lovede “fuld gas” på den. Forventningerne er langtfra indfriet til fulde. Selve siden har åbenlyse fejl og mangler i min bog. Jeg savner at kunne finde pressemeddelelser, nyheder, downloade pressefotos. Jeg konstaterer inkonsekvens i brug af De eller du. Og jeg synes det er decideret kedeligt at kigge på det samme billede af Søren Pind, uanset hvor jeg bevæger mig rundt på siden. Men alt dette er tilgivet (nu kommer rosen….), fordi Søren Pind er den eneste danske politiker, der tager sin blog alvorligt. Antager man, at danske politikere som bette purke og purkinder meldte sig ind i deres VU, KU; DSU, SFU, RU osv. fordi de havde holdninger, meninger og ville noget, så er det grænsende til bizart, at så få benytter denne mulighed for helt uden filter at henvende sig til vælgerne (og massemedierne). Det er selvsagt lettere hvis man ikke er en tilbageholden backbencher, der går i et med tapetet, hvad man jo ikke just kan beskylde Søren Pind for. Antallet af historier fra Pinds blog, der har ramt MSM nærmer sig det vanvittigt høje, manden kan jo nærmest ikke skrive et blogindlæg uden at befinde sig på politiken.dk en time efter (godt man ikke har det som ham!), og man må tage sig til hovedet over, at andre ikke efterfølger hans eksempel.

Det ville selvfølgelig ofte kræve, at de også lavede noget, og mente noget, om søndagen!

Michael Aastrup Jensen, Venstre

Venstres EU-ordfører får lov til at runde listen af. Jeg tror ikke, jeg vil ikke hoste op med en skønhedspræmie, men til gengæld gerne en for effektivitet og logik. Her er alt og alt fungerer. Og så ligger siden vist nummer 1, når det gælder regelmæssighed i opdatering.

Disse var ordene, men jeg prøver jo nok igen næste år. Videre til næste punkt på dagsordenen.

Liberal Alliances værdigrundlag

Ja, det var vel, hvad man kunne frygte:

Liberal Alliances værdigrundlag

Sommeren er forbi nu

og den nærmest fløj afsted. Tomhændet står du tilbage og kan slet ik’ følge med…….

Men fortvivl ikke.  Selv om jeg ikke er folkevalgt, kan jeg godt se det paradoksale i mit seneste indlægs skosning af ikke-opdaterede hjemmesider. Så nu bliver bloggen støvet af og jeg indleder en uhæmmet, voldsom offensiv satsning.

Har Danmark fået et liberalt parti? Hvem er inden i Naser Khader? Hvornår falder Obamas maske? Bliver “Hr. Jensen” landets næste statsminister. Få svarene på denne blog i løbet af efteråret (ganske kort tid efter du har kunne læse dem i MSM, men væsentligt mere velskrevet!).

Velkommen tilbage.