Der skal ikke meget til at fornærme en sygeplejerske. Det så vi i forbindelse med JBS-reklamerne i efteråret og nu er en anden privat virksomhed røget i bad standing hos de kittelklædte. Medinalgiganten Bayer har i en reklame for antibiotikabehandling henvendt sig til danske læger med en reklame, der bærer overskriften:
“Har dine sygeplejersker for travlt?”
Og den slags går naturligvis ikke, mener tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Rigshospitalets intensivafdeling, Diana Saksulv, hvis læger har fået reklamen i hånden.
“Jeg blev rasende, da jeg fik den stukket i hænderne! Det med »dine« sygeplejersker provokerer mig enormt. Vi er ikke lægens ejendom. Vi føler, at man i den grad nedgør kvinder og sygeplejersker,” siger hun til politiken.dk.
Holdningen får selvsagt automatpilotisk støtte fra Dansk Sygeplejeråd.
“Helt grundlæggende er det et ligestillingsproblem, at man spiller på en så forældet forestilling om mænd og kvinder. Det er en gammeldags konservativ utidssvarende opfattelse af sygeplejersker,” lyder det fra foreningens næstformand Dorthe Steenberg til sygeplejerskernes eget blad Synergi.
Fra Rigshospitalet lyder det nu, at Bayers reklame kan få en negativ effekt i forbruget af koncernes produkter.
“Lægen har selvfølgelig ordinationsretten, men de steder, hvor vi selv kan vælge mellem to præparater, kan der godt være kolleger, der vil gå uden om Bayers produkter,” siger Diana Saksulv.
“I øvrigt mener jeg”, at sygeplejerskernes fintfølelse forarger. Skulle nogen forsøge at sælge min redaktør et tidsbesparende produkt med ordlyden “Har dine journalister for travlt” ville jeg næppe føle mig som hans toyboy. Som det fint påpeges i et blogindlæg på The-O-Zone, taler Bayers reklame også om “dine patienter”, hvilket ikke har fået nogle patientforeninger til at hidse sig op over at blive reduceret til en læges objekt.
Det er fint at gå op i korrekt sprogbrug, men fjollet at gøre det i denne grad.
Gemt i: Sprog



PMS!
Måske har du en pointe, men sygeplejerskerne prøver vel blot at komme fri af lægernes “åg”, og et sådant forhold kan redaktører/journalister vel ikke siges at have??