Først den ene vej og så den anden vej: Vestager klar på S-SF regering

Vestager vakler videre. I en artikel offentliggjort på berlingske.dk i går aftes vil Margrethe Vestager ikke udelukke støtte til en S-SF regering. En melding, der altså kommer kun en dag efter, at Vestager ellers havde gydet olie på de højrefløjsradikale vande.

For søndag hed det sig jo , at den radikale leder Margrethe Vestager ikke “udelukkede” SF som regeringspartner. Tirsdag præciserede Vestager inden det radikale gruppemøde noget upræcist, at hun ikke havde åbnet for et regeringssamarbejde, bare ikke lukket. Og endelig kunne hun efter gruppemødet, til Morten Helvegs og Johannes Poulsens såre vellystenhed, præcisere præciseringen med ordene:

“Vi går efter en midterregering med Socialdemokraterne og Radikale Venstre som kernen. Derfor peger vi på Helle Thorning-Schmidt som forhandlingsleder. Ingen kan forudsige, hvad der sker i dansk politik de næste tre år, og ingen kender resultatet af næste valg. Derfor udelukker vi ingenting.”

Dermed er Vestager slået tilbage til start. Hun mødes i Berlingskeartiklen med et krav fra et tidligere folketingsmedlem om igen at præcisere, hvad præciseringen af præciseringen af præciseringen, præcist betyder. Og landets eneste radikale borgmester kalder direkte meldingen “absurd” og konkluderer, at Margrethe Vestager mangler “råheden” til at være leder.

“I øvrigt mener jeg”, at DRV’s evindelige behov for nuanceringer, forbehold og pragmatisme ofte skader  mere end det gavner. Og jeg undrer mig usigeligt over, at Vestager med så mange års erfaring i dansk politik ikke er i stand til at formulere et forståeligt budskab eller forstå simple pressemekanismer.   

Læs også:

Kristian Madsens som altid forstandige og velformulerede analyse på K-Forum.

Jarl Cordua er ude med riven efter den radikale leder

Læg en kommentar