Kald mig bare nypuritansk. Kald mig bare Rindalist. Kald mig rasende. Jeg forstår sjældent moderne kunst, men da slet ikke, når den antager former som i stykket Pretty Woman A/S, der i næste uge har premiere på teateret Halmtorvet ud for nr. 20. I stykket vil den mandlige hovedrolleindehaver hver aften spankulere rundt med et videokamera i nabolaget, finde en prostitueret og tilbyde hende 2.000 kroner for at fortælle sin livshistorie på scenen.
De samme velmenende mennesker, der til hverdag hurtigt kan blive enige at prostitution er en vederstyggelighed, der bør kriminaliseres. kan så sidde på deres skattesubsidierede pladser og nyde hvordan den højst sandsynligt narkotikapåvirkede luder udleverer sig selv.
Stykket har modtaget 987.500 kroner i støtte fra Kunstrådet.
“I øvrigt mener jeg”, der er god grund til at kigge nærmere på kunstbevillingerne i dette land.
Gemt i: Den offentlige sektor
Jeg kan godt pointen med bloggen generelt. Men hvorfor er der sjældent noget positivt at læse? Hvorfor skal det hele være så surt?
Livet er ikke lutter lagkage, men det er heller ikke lutter lort.
Kan du klemme noget positivt på et tidspunkt? Det vil jeg gerne læse mer’ om.
Kære Kristian
Nu er jeg jo af natur et meget smilende og optimistisk væsen, men qua min journalistiske opdragelse er jeg nu en gang bedst til at beskrive det, der adskiller sig fra normalen – derfor den megen negativitet.
Ikke desto mindre mener jeg, fra hoften, at have rost indtil flere folketingsmedlemmer for deres hjemmesider, den radikale pressetjeneste, Birthe Rønn Hornbech (det var inden hun blev minister!) og Fred Thompson. Og der er sikkert mange flere eksempler.
Bare læs løs…….