Brug af markedsmekanismer får folk til at bruge kollektiv transport

Under overskriften “Fed fidus får flere folk i busserne” kan Ritzau i dag melde, at to busruter, 150 S og 173 E, har vendt udviklingen og lokket flere til at lade bilen stå og bruge den kollektive tranport.

Den “fede fidus” består i al sin enkelhed, vulgaritet vil mange venstrefløjspolitikere sikkert synes, i, at Arriva modtager aflønning fra Movia, alt efter hvor mange passagerer der bruger de to busruter, mens normal praksis i Danmark er at selskaberne modtager penge efte,r hvor mange busser, der kører på ruterne.

Med den “fede fidus” (der i øvrigt er indført på forsøgsbasis efter skånsk inspiration) har Arriva pludselig fået et incitament til at kræse om passagererne. Bus til tiden, bus med internet, og bus med smilende chauffører (der også får økonomisk bonus, hvis Arriva øger passagerantallet) er hvad der kommer ud af den “fede fidus”.

“I øvrigt mener jeg” godt man kan leve med, at Ritzaus journalister kalder simpel markedsøkonomisk logisk en “fed fidus”, hvis bare det glade budskab udbredes til andre dele af den offentlige sektor.

Bedre sent end aldrig….

Med flere dages forsinkelse kunne politiken.dk’s læsere i går tygge på “nyheden” om at Danmarks Radio havde set sig nødsaget til at bortredigere den nye smarte vært Mikkel Munch-Fals’ udtalelser om den danske løgnagtige regering bort fra genudsendelsen og online-versionen af det nye smarte filmprogram “Premiere”.

Danskere, der læser 180Grader.dk kunne allerede læse historien i mandags, mens den fine blog Snaphanens følgere havde muligheden søndag.

“I øvrigt mener jeg”:

1. At journalisterne på Rådhuspladsen burde besøge 180Grader noget oftere end de åbenbart gør.

2. At der er grund til at lette på hatten for det utrættelige arbejde danske bloggere udfører med at dokumentere, at de “røde lejesvendes” tid ikke er helt forbi. I dette tilfælde var det altså Snaphanen, ellers er det tit Uriasposten, der er ansvarlig for det “fædrelandsnyttige” arbejde.

3. At det er helt i orden med “røde lejesvende”. Men hvor ville det dog klæde DR, hvis der også var ansat nogle “sorte”.

Rigsrevisionen om DR-byen: Vi begik fejl

Hvad de fleste umiddelbart havde sjusset sig frem til, da prisen på DR-byen blev 57 procent højere end budgetteret, og hvad uafhængige revisionsrapporter konkluderede for måneder siden, erkendes nu af Rigsrevisionen selv. Der var grove svigt i revionstilsynet med det imponerende byggeri, der i parentes bemærket dog har vist sig at være ubrugeligt for DR-Drama og har kostet indkøb af fleecetæpper, fordi kulde og fugt affødte medarbejderklager.

“I øvrigt mener jeg”, at der er grund til at tage hatten af for Rigsrevisionens skarphed. Denne gang!

Læs mere af den sørgelige beretning her

P.S. Der er også mulighed for at tage på opdagelse i DR-Byen på Kulturnatten – husk varmt tøj.

K med turbo på

Lene Espersen stod foran den samme bøgeskov som Bendt Bendtsen stod foran sidste år. Men bortset fra det faktum var det tydeligt, at Det konservative Folkeparti havde fået en ny leder. Måske den nye leder, det borgerlige Danmark har sukket så længe efter.

Smilene var store hos græsrødderne efter Lenes tale, der måske ikke anviste nye veje i forhold til Bendt Bendtsen, men anviste dem bedre. For nogle gange er det som bekendt ikke det man siger, men måden man siger det på, der er afgørende. Nu bliver opgaven at levere nogle hurtige resultater, der kan få baglandet til at bevare troen på, at det går nu fremad for partiet efter ni år med “Mr. 10 procent” som partiformand. Det kunne for eksempel være, når skattekommissionen næste år afleverer sin rapport, der skal danne grundlag for de forhandlinger, der ifølge regeringsgrundlaget “Mulighedernes samfund” skal føre til en “markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, som skal stimulere arbejde og virkelyst, herunder ved at sænke skattenpå den sidst tjente krone.”

Tør man tro på, at man allerede i de kommende skatteforhandlinger når til at opfylde Lene Espersens ønsker, som udtrykt i talen til landsrådet?:

“Det er ikke logisk, at folk skal straffes for at gå på arbejde. De skal tværtimod belønnes. Og det er ikke retfærdigt, at man skal betale mere end halvdelen af den sidst tjente krone i skat.”

“I øvrigt mener jeg” tror det ikke. Men lander vi i nærheden af de 50 procent er vi da kommet et skridt i retning af den skattelettelse, der naturgivent må til.

Imens må man glæde sig over, at De Konservative udmærkede sig positivt på to andre områder:

Lukkeloven skal afskaffes. Efter års utilpashed ved at genere de mange små købmænd i partiet melder kons’erne sig endelig blandt de partier, der vil gøre det lettere at være dansker, der gerne vil handle, når man har fri. Det sædvanlige hylekor fra HK og De Samvirkende Købmænd (skal vi gætte på at Lenes ministerbil ikke kommer til at køre til middag hos Wagner’ne så ofte som under Bendtsen) er ude med kritikaf beslutningen, men folketingsflertallet er der nu. Lad koret hyle og fjern den perverterede lov.

Nej til stramninger af rygeloven. Nogle gange skal man kunne se det store i det små. Som parti nummer to (efter Liberal Alliance, der i øjeblikket siger alle de rigtige ting) siger liste C nej til at vride armen yderligere rundt på os stakkels rygere i forbindelse med revisonen af rygeloven, der allerede er planlagt til folketingssamlingen 2009/2010. Den nuværende lovgivning er, som kendere af denne blog/blogger vil vide, allerede udtryk for en totalitær tankegang, hvor folketingsmedlemmer bestemmer, om en værtshusejer må give gæster adgang til at nyde tobak på sit udskænkningssted. Angiveligt for at beskytte de ansatte (der selv som oftest ryger og i øvrigt har mulighed for at søge ansættelse på et røgfrit sted), men vel snarere af hensyn til tidens store modeord “folkesundheden”.

Loven er en vederstyggelighed og burde aldrig have været indført. Det sker formentlig først, når helvede fryser til is i ugen med to torsdage. Indtil da må man altså nøjes med at glæde sig over, at der trods alt er  røster, der tager afstand fra tågehorn som Venstres sundhedspolitiske ordfører, Birgitte Josefsen, der i ramme alvor er klar til at drøfte et tobaksforbud ved udendørs arrangementer.

Gennem syv lange år har Det Konservative Folkeparti forsømt stort set enhver mulighed for at spille den frække lillebror. For at være “i opposition og regering på samme tid”, som Venstre med Uffe Ellemann-Jensen som formand, og den dengang liberale Anders Fogh Rasmussen som næstformand, formåede under Schlüters regeringstid.

Efter weekendens landmøde vil jeg tillade mig at håbe, at det ene af regeringspartierne i fremtiden vil tænke, tale og agere borgerligt.

“I øvrigt mener jeg”, at håbet er grønt.

Om Jens Rohde og Obama

Rundt om i liberale kredse (og hos professor Garby) er der dømt Rohdebashing efter dennes udtalelser til LO’s ugebrev om Barrack Hussein Obama, George Walker Bush og Ronald Wilson Reagan. George “Dubya” deler nemlig, mener Jens Rohde, drævende texasdialekt med den i Illinois fødte og i Californien skuespillende og regerende Reagan, og det er ifølge Rohde årsagen til, at danskerne synes “de er lidt dumme”.

Danmarks fornuftigste socialdemokrat undrer sig over Rohdes uvidenhed

Jarl Cordua i sin yndlingsbeskæftigelse: Tæv Jens Rohde (når nu Claus Hjort ikke har gjort noget dumt)

Søren Pind i nuanceret indlæg om hvorfor han foretrækker The McCain-Palin Ticket

Rohde svarer på kritikken i mail til Danmarks førende netavis

Jeg ville så gerne deltage i forargelsen over Rohdes uvidenhed, men hvad havde I helt ærligt forventet af en reporter fra Radio Viborg.

Til gengæld synes jeg det er på sin plads at fortælle Rohde, at Reagan muligvis var upopulær på bøhlandet. Muligvis var upopulær hos Pelle Voigt, Lasse Budtz, Svend Auken, Gert Petersen og andre store politiske 80-personligheder. Og muligvis var upopulær hos Nobelpris-komiteen.

Hos amerikanerne selv (Walter Mondale vandt sin hjemstat Minnesota med 3.800 stemmer som den eneste stat ved valget i 84), hos borgerlige og/eller reelt fredshåbende europæere og ikke mindst hos millioner af undertrykte østeuropæere, der vandt deres frihed blandt andet som følge af en konsekvent amerikansk udenrigspolitk i firserne, står Ronald Reagan som en af de største præsidenter nogensinde.

Helt løsgående bliver Rohdes missil dog, når han forklarer, at han selv foretrækker Obama, fordi “han repræsenterer noget nyt og giver mig en følelse af håb”. More governement spending kombineret med øget protektionisme er ikke rasende nyt og giver bestemt ingen grund til høje forhåbninger. I den forstand er det eneste nye ved Obama hans etniske baggrund, og det mener en Venstre-politiker vel ikke er grund nok til at foretrække ham?

Venstres EP-hold er samlet set det stærkeste hold nogensinde. En tidligere politisk ordfører: Rohde, en mangeårig EU-ordfører: Fru Antonsen, min borddame fra et fantastisk bryllup i februar 07: Hanne Severinsen med kolossal erfaring fra politisk arbejde i udlandet, Louise Feilberg Levy (der bevares er fuldstændig ukendt, men har arbejdet som politisk rådgiver for Karin Riis Jørgensen, er ung og nå ja: ser godt ud. Og måske også en tidligere formand for udenrigspolitisk nævn i form af Jens Hald Madsen (er ikke helt klar over om han stadig er i spil, men der er stadig ledige kredse). Dertil kendissen Morten Løkkegaard og to nuværende parlamentarikere, Anne E. Jensen og Ole B. Sørensen.

“I øvrigt mener jeg” dog, at Venstre kaster en gylden mulighed på jorden, hvis også deres EP-kandidater vedvarende vælger at fremture som socialdemokrater.

Klar borgerlig tale i ungdomshustragedie

Man bliver så glad, når politikere taler dansk, som Leslie Arentoft fra Venstre gør det, når han fortæller hvorfor Ungdomshuset ikke lever op til kravet om at være åbent for alle:

“Prøv at gå ind i ungdomshuset med en McDonalds-pose under armen, så bliver du jo smidt ud på røv og albuer,” siger Leslie Arentoft.

Man bliver så glad, når man har brugt timer og atter timer i valgkampen på en kandidat, man rent faktisk kan være bekendt, som Leslie Arentoft fra Venstre viser sig at være, når han beskriver, hvad der ville ske med aftalen om et nyt ungdomshus efter en borgerlig valgsejr i København 2009:

“Vi ville da opløse aftalen, for den overholder ikke de krav, vi ellers stiller til alle mulige andre mennesker”

Man bliver så ked af, at en borgerlig valgsejr er urealistisk. Af, at vold kan betale sig. Af, at man skal betale for de autonomes blodige hærgen. Af tingenes tilstand.

Læs mere på den glimrende borgerlige netavis 180Grader.dk

Birthe Rønn for President

Det blev, hvad man kan definere som en meget kort rokade, da Foghs nye hold blev præsenteret i dag. Genvalg over hele linjen beviste endnu en gang, at Foghs strategi i forbindelse med regeringens sammensætning er at vise tillid til de ministre, han en gang har udnævnt. Dermed får han jo også bevist, at han ikke har begået fejl ved den oprindelige udnævnelse.

Kun i ganske særlige tilfælde, som da Tove Fergo røg ud af Folketinget i 2005 og da DF erklærede sig klar til at vælte Lars Barfoed, skrider Fogh til fyring. Ellers er degraderingen måden at vise sin utilfredshed på, som da Ulla Tørnæs røg fra undervisning til udvikling.

En række af Venstres ministre var før sidste tirsdags valg meldt i fare for at ryge ud af Folketinget, men da Tørnæs, Sander, Thor Pedersen og Claus Hjort alle klarede skærene, blev Foghs rokademuligheder noget mindre, hvis han skulle holde fast i sine principper.

Heller ikke Per Stig Møller kom til undsætning, hvad han ellers kunne have gjort ved at søge sin afsked. De konservative rokademuligheder holdes tilsyneladende i skak af en evig undgåen af forfordeling af Connie Hedegaard eller Lene Espersen. Dermed blev en forfremmelse af Jakob Axel Nielsen det mest opsigtsvækkende skift hos de konservative. Hedegaard fik lagt lidt til og lidt fra, mens Carina Christensen nu skal være transportminister.

Kong Karisma, Troels Lund Poulsen, “vandt” det miljøministerium, som blev udskilt for at Connie Hedegaard ikke skulle fremstå som den store vinder af rokaden. Det skal han nok klare kedeligt.

Dagens eneste overraskelse var at Danmarks svar på Maggie Thatcher, Birthe Rønn Hornbech blev integrationsminister. Man kan sige meget om Rønn, og det gør man, men man kan ikke være i tvivl om hendes principfasthed. Rønn Hornbech er den politiker i tinget, der efter min mening har den højeste personlige integritet. Bevist i Tamil-og Tvindsagen og i forbindelse med rockerloven.

Samtidig er hun ikke til at hugge eller stikke i, hvis en journalist ikke er forberedt, når de vil tale med hende. Det oplevede jeg selv, da jeg som praktikant på Lorry i 1999 skulle lave et indslag oven på en yngre mands død i detentionen på Station 1, hvor han var røget ind i beruset tilstand. Retspolitikere som Anne Baastrup og den ukendte Bendt Bendtsen stod i kø med den sædvanlige automapilotreaktion – nu skulle reglerne for beruserers anholdelser laves om. Jeg ringer til Birthe Rønn og bliver “afhørt” i 35 minutter om detaljerne i forslagene. Dem var der selvsagt ikke mange af, de havde jo bare reageret for at vise, at de reagerer. Birthe Rønn Hornbech nægtede til sidst at deltage i indslaget, vi kunne vende tilbage, når der lå et konkret lovforslag. Dette er mildt sagt ikke en normal opførsel fra et medlem af Folketinget. Også i dag gav hun journalisterne tørt på.

Oven på skuffelsen over manglende visioner og nytænkende ministre, er der al mulig grund til at glæde sig over den nye Integrationsminister. Hun er en værdig repræsentant for det danske folkestyre. Flere af hendes slags……

Regeringsrokade

Efter de mange sjove bogstavlege, vi har dyrket de seneste uger, er tiden nu inde til den mindst lige så populære navneleg. Hvem er hot og not, når Anders Fogh Rasmussen spankulerer ind til Margrethe og præsenterer hende for det hold, der skal indlede “Four more years”. Både den røde og den blå blogger fra Nyhedsavisen, har kastet sig i navnelegen og jeg VIL ikke stå tilbage for dem. Read it and weep!

Statsminister: Anders Fogh Rasmussen – Superstormesteren har selvsagt det prærogativ, at det er ham, der er boss og ansvarlig for rokeringer. Han virker ikke umiddelbart som en mand, der mener andre kan løse opgaven bedre. Fogh giver genvalg til Fogh.

Udenrigsminister: USA har en. England har lige haft det. Når vi nu ikke fik en kvindelig statsminster, så er turen vist kommet til Udenrigsministeriet. “I øvrigt mener jeg” har stor fidus til rygterne om, at Per Stig Møller skal have mere tid til bogskrivning og havepleje, og så bliver Fogh nok ikke rigtig ked af at slippe for ham. Til gengæld har jeg ikke meget fidus til spekulationerne om “Den talende kavalergang” som ny UM. “Hun savner jo formatet, lidt af Ninn, hun lære ku´”, som det hed om en række af de konservative formænd efter Schlüter i en prægtig vise omkring årtusindeskiftet.

Så må vi finde en anden kvinde, det må man jo nogle gange…Og da nu Lykke Friis har været bragt i spil som mulig minister, og da nu Lykke Friis er kompentent inden for udenrigsforhold, så lancerer “I øvrigt mener jeg”, da gladeligt den første overraskelse og sætter Lykke Friis på holdet som udenrigsminister

Finansminister: Lars Løkke Rasmussen. Man skal vist være mere end almindeligt politisk tonedøv for at sætte penge på andre end Løvernes kronede kronprins som manden, der skal styre landets finanser. Løkke skal være statsminister, når Fogh bliver generalsekretær i FN, udenrigspolitisk head of charge i EU eller øverste tropsfører i Det Danske Spejderkorps. Nu skal han modnes til opgaven, og det bliver her, siger alle kloge hoveder.

Økonomi- og Erhvervsminister: Bendt Bendtsen. Den flinke politimand fra Fyn er til gengæld allerede nået langt længere end nogen, hans mor inklusive, nogensinde kunne drømme. Den konservative partileder, der som sin første vision for et konservativt samfund som nyvalgt formand gik til kamp mod “legaliseret landevejsrøveri” i form af fartfælder på motor- og landeveje, er sikkert godt tilfreds med at bevare det minsterium, han har sat sig ind i seks år. Hans ministerkarriere slutter, hvor den begyndte.

Beskæftigelses- og integrationsminister: Kristian Jensen. En af Venstres styrker har i mange år været, at man aldrig har været i tvivl om rollefordelingen. Næstformanden skulle være kalif efter kaliffen. Fogh var selvskrevet til at efterfølge Uffe, Lars Løkke har længe været klar 2′er efter Fogh, og nu skal den unge bankuddannede Jensen køres i stilling som næstformand, når Fogh giver depechen videre til Lars Løkke. En god måde kunne være at give Jensen en mere værdig exit fra skatteministeriet end Fogh selv fik i sin tid, for for mange år som skatteminister er ikke nødvendigvis gavnligt for ens langsigtede politiske udvikling. Claus Hjort er en gammel elefant, siges det i dagens Berlingske Tidende, og det er begrænset, hvor mange ronkedorer, en regering kan rumme. Ud med ham og og ind med Jensen. Han kan så også få lov til at overtage Integrationsministeriet. Arbejdet gør mennesket, lediggang er roden til alt ondt og så videre og så videre.

Indenrigsminister: Lene Espersen. Når nu Lene ikke må blive udenrigsminister i min rokade, så skal vi have fundet en anden post til hende. Forfremmes skal hun, for Bendt Bendtsen bliver ikke siddende altid, og med det superministerium, Connie Hedegaard forventes at få, så nytter det ikke noget ikke at kaste en lille forfremmelsesluns til den rigtige kronprinsesse. Vi gør hende til indenrigsminister gør vi.

Sundhedsminister: Jakob Axel Nielsen. Det er ikke pænt at tage noget, man lige har givet. JAN har lige fået ministerløn, -status og bil, så det skal han da også have i fremtiden. Vi kan jo heller ikke have, at han har tid til at tale om lettelser af den topskat, der er den tredjehøjeste i OECD-området. Hvis tranportministeriet lægges ind under Hedegaard nye superduper Klimaministerium, så kan vi vel parkere tranportministeren her.

Klimaminister: Connie Hedegaard. Hvis du er nået helt her ned, så burde du vide, at Connie er den nye klimakvinde numero uno her til lands. Miljø, energi og transport samles hos Connie, der naturligt nok skal videreføre arbejdet op til det kommende klima-topmøde i København. Dronning af de Konservative bliver hun 7-9-13 aldrig, men måske af klimaet. Det er da også noget…

Justitsminister: Brian Mikkelsen. Justitsministeren skal bare være konservativ. Hvorfor ikke give Brian Arthur Mikkelsen muligheden for at gøre noget ved alvorligere forbrydere end folk, der gerne vil kunne løfte lidt mere jern i landets motionscentre. Jeg er sikker på, at der bag hans Clark Kent-agtige ydre gemmer sig en Superman, der er klar til at gå i flæsket på de kriminelle elementer, der hærger vores smukke land. Jeg tror, han bliver så barsk.

Forsvarsminister: Søren Gade. Gade er god. Gade er rar. Og han ser så trivelig ud med sit lille runde ansigt. Alle betydende politiske kommentatorer har ham som forsvarsminister på det nye hold, så det må jeg vist også hellere.

Skatteminister: Søren Pind. Der er så meget, man kan gøre med Pind. Manden om hvem det hedder, at Ronald Reagans største savn i forbindelse med sin Alzheimers var, at han ikke længere kunne huske at have mødt Søren Pind, er endelig taget til nåde af vor far. Anders Fogh var hos Pind og drikke juleøl, og det kan selvsagt kun tolkes som, at Pind er klar til kæmpemæssige opgaver for Danmarks Liberale Parti. Skal han være politisk ordfører, udenrigsordfører eller er han klar til de helt store opgaver. Jeg tror, ligesom Garby, på det sidste og gør Pinden til skatteminister – og sender et dejligt signal til Ny Alliance.

Fødevareminister: Eva Kjer Hansen. Hvad en dsu gør Anders, så flytter du ikke Eva Kjer Hansen. Vi er mange, der er rigtig spændte på, hvad Eva og hendes partner in crime Christopher Arzrouni, kan få ud af det fødevareministerium, de nys er blevet forflyttet til. De to vil sætte nye standarder, er jeg vis på, og leve op til statsministerens formanende seks år gamle om, at ministre ikke er sat i verden for at administrere, men for at tænke stort og visionært.

Socialminister: Karen Jespersen. Jeg blev så glad for nylig. Villly Søvndal, som jo er en meget troværdig mand, kaldte Karen Jespersen en “liberalistisk fantast”. Her gik jeg, og et V-medlem eller to mere, og havde helt andre bekymringer over denne tidligere VSers indtog i mit parti. Men nu er jeg ikke bekymret mere. Anders og “I øvrigt mener jeg” giver genvalg til fantasten.

Undervisningsminister: Bertel Haarder. Selv om vi lige har indlemmet Søren Pind i regeringen, så kan man aldrig få sangskrivere nok. Bertel skal være livslang undervisningsminister, skal han. Det vil også glæde de mange elevorganisationer, der er så glade for ministeren.

Udviklingsminister: Troels Lund Poulsen. Det er på tide at give Corduaen ret i andet end det åbenlyse. Vi skal have fundet et ministerium til Troels Lund Poulsen som tak for altid at konsultere såvel spejderhåndbogen som statsministerens seneste udmeldinger, inden han udtaler sig til pressen. Udviklingsministeriet er en passende tak, her kan den pæne unge mand ifølge de seneste skriverier blive en endnu pænere mand, der skal forvalte den ulandsbistand, der nu igen rammer 1 procent af BNI.

Kulturminister: Ellen Trane Nørby. Endnu en af de unge , der står til forfremmelse. Lige som Pind er hun vist en kandidat til posten som politisk ordfører, men hvorfor ikke placere den nuværende kulturordfører som minister for kulturen. Ellen har lige haft et kanonvalg i det jyske, er glad for fodbold og selvom hun meldte fra til Venstres firmafodboldhold, så bærer jeg ikke nag. Hun får en plads på dette hold.

Videnskabsminister: Helge Sander. Nogle af ronkedorerne skal der være plads til og det kunne jo passende være Sander, der ikke gør meget væsen af sig, men deraf følgende heller ikke meget uvæsen. Sander, om hvem det siges at han har spillet i samme V-trøje som “I øvrigt mener jeg”s chefanalytiker  på Venstres fodboldhold (dog et par år tidligere) får lov til at blive, hvis han lover at gøre lidt ud af hjemmesideplejen, det sømmer sig for en videnskabsminister.

Som min trofaste læser har bemærket, blev der ikke plads til Inger Støjberg Beinov. Hvis min læser har lyttet til min snak ude i byen de sidste mange år, vil han vide at Inger er en rising star og at billederne på Inger.dk ikke overgåes af mange folketingskollegaer. Vi giver Inger posten som politisk ordfører, så vi får lov at se og høre på hende rigtig meget.

Øvelsen er slut. Vær så artig.

JBS trues og Gore hædres – Pass me the bucket

De velmenende venstreorienterede har haft en dejlig dag. De gæve underbukseproducenter hos JBS har nu trukket deres æstestiske reklamefotos af unge letpåklædte damer snusende til herreundertøj tilbage. Forleden truede Dansk Sygeplejeråd med boykot og i går modtog forbrugerombudsmanden så en klage fra rådet og de andre rødder f.eks. Dansk Magisterforbund, HK og FOA. Selv 3F, som ellers i øjeblikket er travlt optaget af at genere kunder og ansatte på Nørrebro Bryghus, havde tid til at skrive under på den moralsk forargede klage. Så nu er de smukke piger væk…

Og som om det ikke er nok at man ikke må kigge på sexede sygeplejersker og skal mødes af blokadevagter, hvis man vil have en øl: Så vælger Nobel-tosserne fandeme at indlemme Al Gore i det fine fredsprisselskab med Arafat og Jimmy Carter. En republikansk præsident, der kæmper et helt årti og i den grad eliminerer risikoen for den største af alle krige, kan ikke finde nåde for komiteens blik, men en venstresnoet, tendentiøs filmmager  kan få FREDSPRISEN for sine miljøpostulater.

Ingen har vist sagt det bedre end Søren Bruun: Jeg græmmes!

Nypuritansk pis

Jeg er sandelig godt træt af den moderne nordiske disciplin “nej til enhver form for nøgenhed og seksuelle referencer i reklamer”, der senest har tvunget to hæderlige virksomheder til at trække reklamefremstød tilbage.

Først var det Sloggis uskyldige “show me your bum”-konkurrence, der måtte lade livet. Voksne og myndige personer må nemlig gerne vise deres attributter frem på strande og alverdens internetsider. Men foregår det i vorksomhedsregi, er et billede af en numse, forkastelig, sexistisk markedsføring, der selvsagt må bekæmpes med alle midler.

Og senest var det så Fitness World, der måtte se sig anmeldt til Forbrugerombudsmanden, for en reklame, hvor en i øvrigt nydelig ung dame ses under teksten “Min krop 199/md ingen binding”. Det fandt forfatteren Kristian Kristensen var så forkasteligt, at det skulle anmeldes.

“Jeg spørger mig selv, om kæden generelt betragter kvinder som ludere, og om ikke: tror man da, at kvinder ellers er så billige til fals? Har kæden ikke en moralsk/etisk nedre bundgrænse?,” forklarede han det blandt andet med på epn.dk. 

Forbrugerombudsmanden nægtede dog at gribe ind, men skaden var sket og Fitness World har for at undgå fremtidig kritik nu selv ændret reklamen. 

Det kan sandelig undre, at noget så uskyldigt skal føre til offentlig forargelse og debat. Det mest forargelige i sagen er vel i virkelighed, at en mand står bag anmeldensen.

Kebab for et kryds

Norske socialdemokrater i Drammen er taget i en utradtionel bestikkelsessag. Under løfter om gratis kebab, subsidiært 50 norske petrodollars, har tilhængere af kommunalpolitikeren Yousuf Gilani forsøgt at hverve stemmer blandt byens bumser ved disses kirkemissionske mødesteder.

Som københavnerdeltager i det kommende folketingsvalg bliver man unægteligt en kende bekymret. Antallet af kebabpushere alene på Nørrebrogade skulle nok gøre det muligt at finde en sponsor, hvis nogle skulle blive inspireret af deres norske kammerat.

“I øvrigt mener jeg” gør opmærksom på, at den slags også er ulovligt herhjemme, omend der findes visse fortalere for det rimelige i stemmesalg. Indtil videre er den rigtige danske måde at købe stemmer dog fortsat at forhøje børnechecken, forlænge barselsorloven eller på anden vis at love guld, grønne skove og øget offentligt forbrug.

Kan journalister regne?

Hvis man er født 17. juni 1976, hvor gammel er man så den 15. juni 2007? Efter min hovedregning skal man puste til 31 lys på den lagkage, man skal spise på søndag – i dag må man være 30.

Ikke desto blev Morten Østergaard, hvis fødselsdag på Folketingets officielle hjemmeside opgives til netop at være 17. juni, i dag præsenteret i aldanskens medier som den 31-årige Morten Østergaard.

Politiken fik dog regnestykket til at gå  og det gjorde jeg sørendansemig også.

Nyhedsavisen og TV2 var derimod blandt synderne. I virkeligheden er det næppe dårlige hovedregningsevner, som dog immervæk efterhånden er mere reglen end undtagelsen hos især yngre mennesker,  der er årsag til miseren.

Fejlen skyldes nok snarere nok, at tingene er gået for hurtigt. Eller endnu værre: at man har kopieret lidt fra andre medier og ikke har filtreret deres fejl fra. 

“Uden saks og klister ingen journalister” siges det om pressens arbejdsmetoder,  det er er bare svært uheldigt, når fejl på den måde klæber med på artikler rejser gennem medierne.

Nu er jeg da temmelig sikker på at Morten Østergaard overlever at blive gjort to dage ældre i et par aviser og på skærmen. Men fejl er jo desværre ikke noget særsyn. Det ved enhver med detailkendskab til et specifikt emne, eller en paratviden, der er bare omtrent over gennemsnittet.

Jeg har tit undret mig over, hvad journaliststanden egentlig gjorde før internettet. Men måske passede de bare deres arbejde og havde styr på deres ting.   

Historien om (min) historie rammer Weekendavisen

Hvor er det dog fornøjeligt at opleve historiers vandring gennem medielandskabet. Et indslag fra DRs Orientering, hvor journalist Niels Lindvig udtrykte forståelse for Venezuelas leder Hugo Chavez´ beslutning om at lukke en regeringskritisk tv-station, vakte forargelse her på Uriasposten. Hvorefter vi, som nævnt tidligere her på bloggen, skrev om sagen på 180Grader.

Og da Deadlineredaktionen under en uge efter havde fundet vores lille netavis, bragte de 3. juni en debat om ytringsfrihed mellem Niels Lindvig og Søren Pind, en debat, som kan findes her. At se Deadline var mere, end Berlingske Tidendes lederskribent kunne tåle, han røg i blækhuset samme aften, så Tantens læsere kunne læse en leder om sagen dagen efter.

Og så har sagen ellers ligget død et par dage. Men sandelig om ikke Weekendavisens dejlige Anna Libak nu bruger Berlingskes leder som et bevis på en ændret holdning i medieverden, hvor det nu er blevet legalt at kritisere konkurrenterne.

“Konklusionen er klar: Forestillingen om at journalisten eller kommentatoren blot er en neutral budbringer er forduftet,” skriver Anna Libak blandt andet i artiklen “Fra newsmedier til viewsmedier”, der også nævner den forfriskende, fængslende og udmærkede (adjektiverne er på min regning) netavis 180grader.dk som et tegn på de nye tider.

Kan der mon koges mere suppe på benet? Forbliv indstillet.

Føreren havde ret i mange ting…

Det er orden at tale om at øge skatterne, når bare det er til gavn for “de svageste”, “os alle” eller “til et godt formål” Det er i orden at bære t-shirts og alskens andet merchandise med billeder af Che Guevara. Og det er helt sikkert i orden at mene, at Sovjetunionen var en stor drøm, en smuk vision, der bare aldrig blev som tiltænkt. 

Ve derimod den, der vil have lavere skat, mindre gadeteater eller sympatiserer med amerikanske interventioner med bananrepublikkers menneskefjendske diktaturer.

Elementer af dette pudsige paradoks kan findes i Adam Holms kronik, bragt i Jyllands-Posten i går, hvor han skoser historiker Kristian Hvidt for at have skrevet at Lenin “formåede at “løfte befolkningen op på en tålelig levestandard inden sin død i 1924. Det var et resultat af hans enestående begavelse og organisatoriske talent”. Lenins evne til at lede var i øvrigt præget af “en stor vision”, skriver Kristian Hvidt.  

“Tænk et ramaskrig, der ville have lydt, hvis en hjemlig historiker krediterede Mussolini for at have samlet det splittede Italien, pustet liv i økonomien og sørget for tog til tiden. Det ville på en almindelig dag uden nye partidannelser eller royal familieforøgelse lande på avisernes forside ”Dansk historiker roser fascist!” Men dansk historiker roser kommunisme? Ikke interessant.”, skriver Adam Holm i sin kronik, som du kan læse mere om på 180grader her og her i lederen.

“Føreren havde ret i mange ting.”, er en sætning, man ofte kan høre på mit stamværtshus. Til beroligelse kan jeg oplyse, at udsagnet er ment provokatorisk, skal udstille venstrefløjens hykleri og at ingen kunne finde på at udtrykke det i fuld offentlighed.

Det kan så undre at nogen stadig synes det er i orden at udtrykke sympati for Lenin, Mao, Che Guevara eller Fidel Castro. 

(min) historie rammer Berlingskes leder

I skamløs selvpromovering kunne jeg tidligere i dag fortælle, hvordan min historie fra 180grader.dk om Orientering-medarbejderen Niels Lindvig, der synes det er i orden at Hugo Chavez lukker tv-stationer i Venezuela, var nået i Deadline. Nu viser det sig at Tante Berlingeren også er med på vognen.

 ”Hugo Chavez kunne ikke have sagt det bedre selv. I hans verden gælder kun de rigtige meninger og for de loyale medier. Når man studerer Hugo Chavex, er det eneste overraskende at han møder så stor forståelse rundt omkring – fortrinsvis i Rusland, Kina og Cuba, men altså også i vort eget samfund,” skriver Tanten blandt andet i dagens leder.

En lettere omskrevet, og noget skarpere, version kan findes her: Maskerne falder i Venezuela og DR. Her lyder det afsluttende:

Niels Lindvig fører os med ét tilbage til dengang, hvor DR delte verden op i progressive og reaktionære kræfter, hvor sidstnævnte endnu ikke havde indset, at de tog fejl med hensyn til historiens uundgåelige retning. Maskerne faldt for længe siden – og nu gør de det igen.

Godt gået Tante, så skal vi bare have fat i CNN……….

(Min) historie i Deadline

Det er utroligt, hvad der kan komme ud af en nyhedsfattig pinsemandag. For en uge siden sad jeg på arbejde og bandede og svovlede over udbuddet i aviserne (B.T og Ekstra Bladet var hvad, der udkom) og på nettet. Jeg var åbenlyst ikke den eneste, der havde visse vanskeligheder med at få fyldt dagens avis.

En mail fra redaktør Ole Birk Olesen henviste til et blogindlæg på uriasposten, hvor Niels Lindvig fra DRs Orientering forsvarede Venezuelas leder Hugo Chavez´ beslutning om at lukke en regeringskritisk tv-station, RCTV.

Journalisten, Niels Lindvig, var ikke nem at finde, han figurerer for eksempel ikke på De Gule Sider. Thank heaven for Google – det viste sig nemlig, at Lindvigs hustrus familie har en hjemmeside med et stamtræ, hvor han har sneget sig med grundet deres bryllup i Helsinki i 1987. Og konen kan findes i telefonbøgerne.

Det lykkedes således at nå frem til denne historie.

“Jeg kan ikke, selv som journalist, sige, at de skal eksistere. De er en hån mod mit fag,” udtalte Niels Lindvig blandt andet om RCTV. 

“Jeg synes, det er meget mærkeligt, at en journalist ønsker et medie lukket i et land, hvis leder har et så forkvaklet forhold til demokrati,” duplicerede Venstres medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Søren Pind, med min medvirken to timer senere.

På ingen tid var en sløv pinsemandag alligevel blevet til noget og jeg har siden med stor interesse fulgt mit nye udenrigsområde, Venezuela. 

Der findes en gammelkendt sentens om, at det ikke er for godt, når ens solohistorier forbliver solohistorier. Derfor var det dejligt at se, at også Deadline læser 180grader. I går var Niels Lindvig og Søren Pind nemlig i studiet for at diskutere, om ytringsfriheden bør være ubegrænset.