Så er den gal på Rådhuspladsen igen

“DR udsender urimelige girokort” hedder det i en artikel fra det radikale menighedsblad på Rådhuspladsen. Og ja, det gør DR – det er faktisk, det de lever af: At tvinge danskere til at betale til deres programvirksomhed uanset om man ønsker at bidrage eller ej. Som en vegetar, der tvinges til at betale til Danske Slagterier for at få lov til at handle i Kvickly.

Den pågældende historie drejer sig ikke blot om “urimelige” girokort, men snarere uhjemlede og ulovlige girokort, som DR i årene siden seneste medieforlig, har sendt ud til forbrugere, der erhverver sig pc’ ere, der er omfattet af medielicensen. Men det har DR bare aldrig fået lov til, viser det sig.

“I øvrigt mener jeg”, at det er sært, at der skulle en borgerklage til Folketingets Ombudsmand til, inden Kulturministeriet greb ind over for DR’s praksis, der har været offentligt kendt længe. Hvis man var typen, der havde hang til konspirationsteorier, kunne man da godt have ministeriet mistænkt for at tage særlige hensyn til DR-økonomien i denne sag.

Bedre sent end aldrig….

Med flere dages forsinkelse kunne politiken.dk’s læsere i går tygge på “nyheden” om at Danmarks Radio havde set sig nødsaget til at bortredigere den nye smarte vært Mikkel Munch-Fals’ udtalelser om den danske løgnagtige regering bort fra genudsendelsen og online-versionen af det nye smarte filmprogram “Premiere”.

Danskere, der læser 180Grader.dk kunne allerede læse historien i mandags, mens den fine blog Snaphanens følgere havde muligheden søndag.

“I øvrigt mener jeg”:

1. At journalisterne på Rådhuspladsen burde besøge 180Grader noget oftere end de åbenbart gør.

2. At der er grund til at lette på hatten for det utrættelige arbejde danske bloggere udfører med at dokumentere, at de “røde lejesvendes” tid ikke er helt forbi. I dette tilfælde var det altså Snaphanen, ellers er det tit Uriasposten, der er ansvarlig for det “fædrelandsnyttige” arbejde.

3. At det er helt i orden med “røde lejesvende”. Men hvor ville det dog klæde DR, hvis der også var ansat nogle “sorte”.

Så bag dit eget brød

Konkurrencestyrelsen er ude med riven efter den danske mel- og brødindustri. Af de 15 procent, som prisen på dansk brød er steget med, er totredjedele blot ekstra avance hos producenter og butikker, hedder det i Politikens artikel “Dit brød er alt for dyrt”

Og nu da har fødevarepriserne falder, har Kohberg og Valsemøllen til  styrelsens forundring offentligt tilkendegivet, at forbrugerne ikke skal forvente billigere brød af den grund.

“I øvrigt mener jeg”, at det er skævt at tale om, at nogens brød er for dyrt. Hvis du ikke kan lide prisen fra bageriet, så få kogebogen frem eller browseren åbnet. Her vil du finde mange dejlige opskrifter på brød, der både er væsentlig billigere og mere velsmagende end Kohbergs produkter.

Duer ikke – væk

Rigspolitichef Torsten Hesselbjergs lidt vel dyre indkvartering i Rio de Janeiro, der fandt vej til medierne i går, var ingen enlig svale. Sambametropoler er ikke de eneste, der får ham til at bestille hoteller med fem stjerner, det sker også i byer som Bejing og Ankara. I fem yderligere af de ni lande, Hesselbjerg har tjenesterejst til i 2006 og 07, har personalestyrelsen nedskrevne hoteldispositionsbeløb, som Hesselbjerg har overskredet. På rejserne har Hesselbjerg desuden fløjet på business class, selv om regler foreskriver, at han skal vælge det “mest hensigtsmæssige og økonomiske for tjenestestedet”.

Hesselbjerg har nu tilbudt at betale det overskydende tilbage (som han tilbød det i Rio-gate), hvis en intern gennemgang bekræfter overforbruget.

“I øvrigt mener jeg”, at nypuritanisme er forfærdelig. Jeg elsker Brunello’er, Montechristo’er og store armbevægelser. Jeg kan godt forstå, hvis man gerne vil bo på luksushoteller og flyve med plads til benene.

Men, men, men. Den går ikke, hvis det foregår på skatteborgernes regning. Og det er ikke godt nok, at merprisen først betales, når journalister offentliggør dens eksistens.

Vores nye justitsminister har kun et valg. Farvel Hesselbjerg. Ud af vagten. Duer ikke – væk.

Politiken: Lettere at købe Mercedes-Benz – årsag: 1.000 kroners skattelettelse

Som en konsekvens af sidste års skatteaftale mellem V,K og O, hæves grænsen for hvornår, der skal betales topskat, hvis antallet af topskatteydere overstiger antallet af topskatteplagede i 2007.

På et år er det hverken gået værre eller bedre end, at de 925.000, der betalte topskat for et år siden, har fået følgeskab af 45.000 yderligere. Derfor hæves topskattegrænsen med 5.000 og alle topskatteydere slipper cirka 1.000 billigere om året. Denne uhørte lettelse får straks politiken.dk til at ledsage deres artikel om lettelsen med et billede af en Mercedez-Benz (jeg er ikke så god til biler, så model tør jeg ikke udtale mig om, men den ser rar ud) og billedteksten: De højtlønnede får bedre mulighed for at købe ny bil, når regeringen giver dem en skattelettelse i 2010.

Det har man selvfølgelig ud fra rent formel logik ret i. “I øvrigt mener jeg”, dog at det er værd at bemærke, at 1.000 kroner nok ikke giver MEGET bedre mulighed for at købe en købe et automobil med sølvstjernen.

Læg også mærke til underrubrikkens ord om skattelettelser til de “bedst lønnede”, der vel ikke helt tager højde for, at det jo er blevet lige så almindeligt at betale topskat som ikke at gøre det.

Ros den, der roses bør

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ofte glemmer Information på min rundtur gennem danske aviser. Hver gang falder jeg over gode eksempler på holdningsbåret journalistik og prøver at huske, at jeg skal besøge information.dk noget oftere.

Dagens gode oplevelse var at opdage “Den sorte skole” – Informations serie, hvor danske borgerlige intellektuelle fortæller om deres yndlingsforfattere. Man kan diskutere, hvor borgerlige, intellektuelle og interessante politikere som Connie Hedegaard, Brian Mikkelsen og Ellen Trane Nørby er, men til gengæld kan jeg varmt anbefale Søren Pinds bidrag om baron Cai Schaffalitzky de Muckadells bøger om raske drenge, skrevet før verden gik af lave, Hans Hauges beretning om hvordan han blev taget i “rød skole”, fordi han læste T.S.Elliot og ikke kunne lade være, Mads Qvortrups møde med en borgerlighed, der ikke var lille og forkrampet, men storslået og vilter i Robert Nozicks “Anarchy, State and Utopia”, og Henrik Gade Jensens beskrivelse af Emma Gads sociale korrekthed, somvi i dag har mere brug for “end den politiske korrekthed der tilsigter sprogrøgt, meningskontrol og sindelagsbearbejdning”.

Listen over alle offentliggjorte bidrag i “Den sorte skole”, kan ses her.

Serienfortsætter efteråret ud, og mangler endnu blandt andre Christian Bjørnskov, Grethe Rostbøll og Ulla Dahlerup.

Journalister er slet, slet ikke venstresnoede (det siger de nemlig selv – æv bæv).

Berlingske Tidende, du ved den, der burde være en borgerlig avis, viderebragte mandag konklusioner fra en undersøgelse foretaget af et forskerteam på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, der har sat sig for at undersøge “såvel politikeres som politiske journalisters opfattelse af det politiske magtspil og hinandens rolle heri”.

71 journalister og 70 politikere har deltaget i undersøgelsen, der ikke overraskende viser, at politikere synes, at journalister er for enkeltsagsorienterede, sensationslystne og magtfulde. Mere overraskende er det, at 71 journalisters svar på spørgsmålet “Er du venstreorienteret, midterorienteret eller højreorienteret?” kan få Erik Albæk, professor i journalistik og statskundskab, til at udtale følgende:

“Nu har vi endelig nogle konkrete undersøgelser, der blandt andet viser, at der intet belæg er for påstanden om, at politiske journalister skulle være særligt venstreorienterede”.

Hele 71 procent af journalisterne angiver nemlig sig selv at være midterorienterede, 17 procent mener de er højreorienterede, mens 12 procent står ved, at de er venstreorienterede.

Men er en socialdemokrat venstre- eller midterorienteret?, en venstremand midter- eller højreorienteret?, en DF’er venstre, midte eller højre? En socialistisk kustode vil vel mene, at stort set alle partier i Folketinget har bøjet sig for kapitalismen er og højreorienterede, mens man ikke skal være særlig liberalistisk orienteret for at være af den overbevisning, at tingets partier, minus den socialistiske Enhedslisten, befinder sig i socialliberal centrumvenstre grød .

Albæks konklusion giver mening, hvis man rent faktisk kan inddele partierne i en venstredel, en midterdel og en højredel. Hvis de adspurgte er enige i inddelingen. Og hvis “påstanden om at politiske journalister skulle være særligt venstreorienterede” betyder, at en/nogle/flere/mange mener, at politiske journalister stemmer på erklærede venstrefløjspartier.

Men hvis de 71 procent erklærede midterorienterede er journalister, der stemmer på liste A, B, C, F,O og V, vil jeg mene, at der er god grund til at påstå, at politiske journalister er venstreorienterede.

En journalists udsagn om at være midterorienteret giver jo absolut ingen mening, hvis det er ensbetydende med, at vedkommende stemmer på et parti, der fører en venstreorienteret politik.

“I øvrigt mener jeg”, at Center for Journalistik bør dumpes for denne undersøgelse. Det lover ikke godt for kommende journalister og statskundskabere fra SDU, at deres fremmeste undervisere laver den slags fodfejl og fejlslutninger.

Cavlingvinderens utilgivelige dumhed

Holger K. Nielsen blev i dag igen formand for SF. Det skete på Jyllands-Postens hjemmeside, hvor man i et kvarters tid kunne fornøje sig med lidt journalistisk slendrian.

Nu kommer det næppe bag på mange, at SF’s formand hedder Villy Søvndal. Siden den 28. april 2005, hvor han slog Pia Olsen og Meta Fuglsang ved partiets urafstemning, har ærlige Villy (tak Madsen) løftet de rød-grønne til nye højder og i mangel af socialdemokratisk ledelse vist sig som oppositionens sande leder.

Men i artiklen :SF-formand om S-reaktion på afsløring:Uholdbart

var det nu ikke VS, der udtalte sig kritisk om sos’ernes forståelse for H.C. Hansen, men forgænger Holger K. Nielsen.

Artiklen er skrevet af Morten Pihl, der den 8.januar 2003 ( dengang Jelved, Lykketoft og Holger K. Nielsen var oppositionelle partiledere) sammen med Jakob Priess-Sørensen modtog en af min levetids mest oplagte Cavlingpriser for deres artikelserie i B.T. om Brixtoftes Farum.

Journalister laver fejl, javel. Her er dog ikke tale om forkert angivelse af møntfoden i Zimbabwe eller fejlagtig placering af hovedstaden i Burundi (fejl, der naturligvis heller ikke begås, man kontroller naturligvis oplysninger man ikke er 300 procent sikker på. Meeenn alligevel), men om ikke at vide, hvem der er formand for landets fjerdestørste parti.

Journalister laver fejl, javel. Her er dog ikke tale om en klamphugger fra Lokalavisen for Nørrebro/Nordvest, Husum Avis eller Nyhedsavisen. Her er tale om en, der retteligt burde være primus inter pares. En Cavlingvinder. Et forbillede for unge journalister. Noget at stræbe efter.

Hvis det ikke var så trist, ville det saftsusemig være morsomt. Og det ville ikke blive mindre morsomt, når man erindrer hvordan Morten Pihls partnerskab med Jakob Priess-Sørensen endte. En historie skrevet af Priess-Sørensen måtte berigtiges i B.T. Pihl, der var på ferie, stod også på bylinen, og var selvsagt godt gal i skralden.

“Tilbage fra ferie, med adgang til en computer, skrev jeg en mail til Jakob om, at en sådan historie dumper man på på Journalisthøjskolen,” udtalte Morten Pihl dengang blandt andet til Journalisten.

“I øvrigt mener jeg”, at der er en vis sandsynlighed for, at Pihls artikel i dag ville have lidt samme skæbne.

Journalister og geografi – når Frederikssund ligger i København

I et tidligere indlæg klandrede jeg de pressekortindehavere, der ikke var i stand til at regne. I dag er det geografiundervisningen på Journalisthøjskolen, der må stå for skud.

Ikke mange danskere er længere i tvivl om, at de små poder i landets folkeskoler ikke ved, hvor Nakskov ligger. Men man kan nu snildt sætte spørgsmålstegn ved Nakskovkendskabets nytteværdi - selv i Nakskov kommune har man åbenbart opdaget, hvor ligegyldig kommunen er.

Mere problematisk finder jeg unægtelig Jyllands-Postens geografikundskaber, der åbenbares i en gengivelse af dagens historie fra Berlingske Tidende, hvor Tanten kan fortælle, at skadestuerne i Frederikssund, Hillerød, Helsingør og på Frederiksberg har under en patient i gennemsnit i timen mellem midnat og klokken seks om morgenen.

Clouet kommer, da JP på fantastisk vis formår at forsyne artiklen med rubrikken: Skadestuerne i København ligger øde hen.

Hvis I lover ikke at sige det til Mads Lebech, så kan jeg måske til nød forstå, at man forveksler Frederiksberg med København. Men Frederikssund, Hillerød og Helsingør, hallo!  Som det hedder så poetisk i Pulp Fiction: Ain´t the same fucking ballpark. It ain´t the same league, it ain´t even the same sport.

Ikke siden mine jyske medkollegianere placerede Kalundborg i udkanten af København, har jeg oplevet en så sørgelig provinsby blive opgraderet, som Frederikssund nu er blevet det.

“I øvrigt mener jeg”, at Jyllands-Posten burde skamme sig og købe et Kraks kort til brug for redaktionen i Aalborg…..

Kan journalister regne?

Hvis man er født 17. juni 1976, hvor gammel er man så den 15. juni 2007? Efter min hovedregning skal man puste til 31 lys på den lagkage, man skal spise på søndag – i dag må man være 30.

Ikke desto blev Morten Østergaard, hvis fødselsdag på Folketingets officielle hjemmeside opgives til netop at være 17. juni, i dag præsenteret i aldanskens medier som den 31-årige Morten Østergaard.

Politiken fik dog regnestykket til at gå  og det gjorde jeg sørendansemig også.

Nyhedsavisen og TV2 var derimod blandt synderne. I virkeligheden er det næppe dårlige hovedregningsevner, som dog immervæk efterhånden er mere reglen end undtagelsen hos især yngre mennesker,  der er årsag til miseren.

Fejlen skyldes nok snarere nok, at tingene er gået for hurtigt. Eller endnu værre: at man har kopieret lidt fra andre medier og ikke har filtreret deres fejl fra. 

“Uden saks og klister ingen journalister” siges det om pressens arbejdsmetoder,  det er er bare svært uheldigt, når fejl på den måde klæber med på artikler rejser gennem medierne.

Nu er jeg da temmelig sikker på at Morten Østergaard overlever at blive gjort to dage ældre i et par aviser og på skærmen. Men fejl er jo desværre ikke noget særsyn. Det ved enhver med detailkendskab til et specifikt emne, eller en paratviden, der er bare omtrent over gennemsnittet.

Jeg har tit undret mig over, hvad journaliststanden egentlig gjorde før internettet. Men måske passede de bare deres arbejde og havde styr på deres ting.   

Ny Alliance og S uenige om skat – Ritzau blander sig i kampen om Cavling

Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre. Jeg har lavet min behørige portion af forudsigelig journalistik, med forudsigelige spørgsmål, forudsigelige svar og forudsigelige konklusioner. Og jeg skal nok lave mere….

Men det skal ikke forhindre mig i at gøre mig morsom på andres bekostning: 

Få dage efter, at B.T. så ud til at have taget et afgørende skridt i kampen om Cavling-prisen med forsidebaskeren: Christian Poulsens mor - Min søn er ikke voldsmand, får de nu skarp konkurrence fra Ritzau.

I en opsigtsvækkende dækning fra Naser Khaders, Gitte Seebergs og Anders Samuelsen møde med Helle Thorning-Schmidt, afsløres det at: Ny Alliance og S er uenige om skat.

Nyheden rammer Christiansborg som en bombe midt i en ellers fredfyldt periode i tingets sommerferie. Siden Alliancens dannelse 7. maj har det jo været ventet, at partiet ville indgå i et tenderende til kropsnært samarbejde med socialdemokraterne, særligt på grund af deres skattepolitik, der er som designet til at fryde socialdemokratiske kustoder og kernevælgere. 

Fremtrædende socialdemokrater og politiske kommentatorer river netop nu sig selv i håret og prøver at fordøje det faktum, at Ny Alliance måske i stedet kan blive en del af en borgerlig regerings parlamantariske flertal.

I seneste meningsmåling fra Rambøll står Ny Alliance til 9,8 procent af stemmerne.

mol 

Det bliver endnu en forrygende sommer for dansk journalistik.

Historien om (min) historie rammer Weekendavisen

Hvor er det dog fornøjeligt at opleve historiers vandring gennem medielandskabet. Et indslag fra DRs Orientering, hvor journalist Niels Lindvig udtrykte forståelse for Venezuelas leder Hugo Chavez´ beslutning om at lukke en regeringskritisk tv-station, vakte forargelse her på Uriasposten. Hvorefter vi, som nævnt tidligere her på bloggen, skrev om sagen på 180Grader.

Og da Deadlineredaktionen under en uge efter havde fundet vores lille netavis, bragte de 3. juni en debat om ytringsfrihed mellem Niels Lindvig og Søren Pind, en debat, som kan findes her. At se Deadline var mere, end Berlingske Tidendes lederskribent kunne tåle, han røg i blækhuset samme aften, så Tantens læsere kunne læse en leder om sagen dagen efter.

Og så har sagen ellers ligget død et par dage. Men sandelig om ikke Weekendavisens dejlige Anna Libak nu bruger Berlingskes leder som et bevis på en ændret holdning i medieverden, hvor det nu er blevet legalt at kritisere konkurrenterne.

“Konklusionen er klar: Forestillingen om at journalisten eller kommentatoren blot er en neutral budbringer er forduftet,” skriver Anna Libak blandt andet i artiklen “Fra newsmedier til viewsmedier”, der også nævner den forfriskende, fængslende og udmærkede (adjektiverne er på min regning) netavis 180grader.dk som et tegn på de nye tider.

Kan der mon koges mere suppe på benet? Forbliv indstillet.

Cavling på vej til B.T.

I disse dage modtager jeg B.T. Min abonnerende far har været så rar at give mig et prøveabonnement og det blev jeg rigtig glad for i dag. Da jeg endelig kom ned til min postkasse fra tredje sal, blev jeg mødt af denne forside:

Stort interview med Christian Poulsens mor – Min søn er ingen voldsmand

Hvilken interviewteknik, journalist Linette Jespersen har brugt for at få mor Birthe til at komme med dette højest overraskende udsagn, tør man jo kun gisne om. Men hold da op hvor er det godt gået.

Man kan kun håbe, at B.T. indser hvilken guldåre, de har ramt med den slags journalistik. Så kan vi slippe for agurketiden og i stedet læse afsløringer som:

Anne-Mette: Jeg stemmer på Anders 

Preben Sørensen: Rolf var aldrig dopet

Fru Plummer: DR bedre ledet end nogensinde

Tak til den fjerde statsmagt.

En gang til for Prins Knud (og Dronning Bondam)

“Hvis de unge tager afstand fra volden, hvis de accepterer fondsløsningen og hvis de i øvrigt organiserer sig i en form for forening eller repræsentantskab……så vil vi gerne gå konstruktivt ind i arbejdet med at etablere et nyt ungdomshus i København. 

Sådan lød det fra Klaus Bondam søndag aften på min tidligere arbejdsplads TV2/Lorry, i programmet “Ugen der gik” (godt et kvarter inde i udsendelsen begynder løjerne). Naturligvis først efter det obligatoriske angreb på Ruth Evensen, som har “betydet alt, alt for meget” for København på det seneste og som “bestemt ikke er gået konstruktivt ind i dialogen med Overborgmesteren”.  

Jeg er ikke ganske klar over hvilken planet, Bondam har opholdt sig på de seneste måneder, men for de fleste københavnere står det ganske klart, at hvis der er noget, ”de unge” ikke ønsker, så er det at tage afstand fra volden. Når ”de unge” går på gaden, ender det i vold, vold og vold.  

Kunne det tænkes, at grunden til at Ruth Evensen har betydet for meget for byen, er at “de unge” med medvirken af nyttige idioter som Klaus Bondams har dæmoniseret hende? Er det ikke rimeligt at borgere i dette land, der ønsker at disponere over de huse, de har købt, ikke skal tvinges til at gå i konstruktiv dialog med Ritt Bjerregård? Har “de unge” ikke fået de chancer, de skulle have for at tage afstand fra vold? Jeg spørger bare…….  

(min) historie rammer Berlingskes leder

I skamløs selvpromovering kunne jeg tidligere i dag fortælle, hvordan min historie fra 180grader.dk om Orientering-medarbejderen Niels Lindvig, der synes det er i orden at Hugo Chavez lukker tv-stationer i Venezuela, var nået i Deadline. Nu viser det sig at Tante Berlingeren også er med på vognen.

 ”Hugo Chavez kunne ikke have sagt det bedre selv. I hans verden gælder kun de rigtige meninger og for de loyale medier. Når man studerer Hugo Chavex, er det eneste overraskende at han møder så stor forståelse rundt omkring – fortrinsvis i Rusland, Kina og Cuba, men altså også i vort eget samfund,” skriver Tanten blandt andet i dagens leder.

En lettere omskrevet, og noget skarpere, version kan findes her: Maskerne falder i Venezuela og DR. Her lyder det afsluttende:

Niels Lindvig fører os med ét tilbage til dengang, hvor DR delte verden op i progressive og reaktionære kræfter, hvor sidstnævnte endnu ikke havde indset, at de tog fejl med hensyn til historiens uundgåelige retning. Maskerne faldt for længe siden – og nu gør de det igen.

Godt gået Tante, så skal vi bare have fat i CNN……….

(Min) historie i Deadline

Det er utroligt, hvad der kan komme ud af en nyhedsfattig pinsemandag. For en uge siden sad jeg på arbejde og bandede og svovlede over udbuddet i aviserne (B.T og Ekstra Bladet var hvad, der udkom) og på nettet. Jeg var åbenlyst ikke den eneste, der havde visse vanskeligheder med at få fyldt dagens avis.

En mail fra redaktør Ole Birk Olesen henviste til et blogindlæg på uriasposten, hvor Niels Lindvig fra DRs Orientering forsvarede Venezuelas leder Hugo Chavez´ beslutning om at lukke en regeringskritisk tv-station, RCTV.

Journalisten, Niels Lindvig, var ikke nem at finde, han figurerer for eksempel ikke på De Gule Sider. Thank heaven for Google – det viste sig nemlig, at Lindvigs hustrus familie har en hjemmeside med et stamtræ, hvor han har sneget sig med grundet deres bryllup i Helsinki i 1987. Og konen kan findes i telefonbøgerne.

Det lykkedes således at nå frem til denne historie.

“Jeg kan ikke, selv som journalist, sige, at de skal eksistere. De er en hån mod mit fag,” udtalte Niels Lindvig blandt andet om RCTV. 

“Jeg synes, det er meget mærkeligt, at en journalist ønsker et medie lukket i et land, hvis leder har et så forkvaklet forhold til demokrati,” duplicerede Venstres medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Søren Pind, med min medvirken to timer senere.

På ingen tid var en sløv pinsemandag alligevel blevet til noget og jeg har siden med stor interesse fulgt mit nye udenrigsområde, Venezuela. 

Der findes en gammelkendt sentens om, at det ikke er for godt, når ens solohistorier forbliver solohistorier. Derfor var det dejligt at se, at også Deadline læser 180grader. I går var Niels Lindvig og Søren Pind nemlig i studiet for at diskutere, om ytringsfriheden bør være ubegrænset.