Ikke godt nok Tom

I dag blev jeg inviteret med i Facebookgruppen “Sådan Tom Behnke”. En hyldest til den konservative retsordfører for endelig at fremsætte et lovforslag, der lovliggør pokerspil i hjemmet eller i pokerklubben.

Men selv om lovforslaget er et fremskridt i forhold til tingenes tilstand i dag ( hvor man afventer Højesterets endelige afgørelse i sagen mod Ordrup Pokerklub, der først blev frikendt i byretten i Lyngby, men senere fik deres turneringer dømt ulovlige i Landsretten), så er det sandelig langt fra nok.

Tom Behnke vil have tilladt turneringer med et indskud op til 300 kroner - noget under de indsatser, de fleste klubber opererer med i dag, hvor man kører videre med turneringsspil, mens man afventer Højesteret.

De 300 kroner svarer nogenlunde til hvad entre og turpas til Tivoli koster for en voksen.  Hvis mad, øl og candyfloss skal lægges til, har man hurtigt spenderet over en tusse på et besøg i Carstensens gamle have.

De 300 kroner svarer til cirka en sjettedel kvindestøvle.

De 300 kroner svarer til seks fadøl, hvad man som bekendt ikke kommer langt for.

“I øvrigt mener jeg”, det er absurd at politikere skal diktere, hvor meget medlemmer af en pokerklub må spille for i en turnering. Men når man nu skal acceptere den slags absurditeter, så kunne det klæde disse politikere at vælge et beløb, der stod bedre mål med øvrige underholdningsudgifter i det tredje årtusinde.

Nanny Nidkær forbyder slik i skolen

Slikuddeling ved fødselsdage, en cola til frokosten eller en Bounty så blodsukkeret kan holde til dagens sidste undervisningstimer.

Næ næ næ næ næ, det må vi ikke

Fy fy skamme skamme fy fy ah ah

slemme slemme fy fy næ næ nix nix

slut forbudt

“I øvrigt mener jeg” lykønsker de store opdragere i den danske folkeskole med nok en gang at have befriet forældrene for en del af det kedelige åg, der er forbundet med at sætte børn i verden.  Skål (i for bønderne under gode arbejdsforhold, og til priser der ikke følger gængse markedsmekanismer, produceret kaffe med et skvæt økologisk mælk fra køer, der har haft virkelig rar græsning) for de vise skoleledere.

Nanny Nidkær fængsler forældre for at give øl til søn

Dagens oprørende Nanny Nidkær-historie kommer fra intet mindre end “Land of the free and home of the brave”. (dvs. historien er ikke helt fra i dag, Politiken skriver om den her men det er trods alt begrænset hvor ofte man finder vej til menighedsbladene).

Men hvorom alting er: Elisa Kelly og George Robinson fra Virginia skal ind og ruske tremmer i to år. Har de røvet? Nope. Har de skudt? nix. Har de serveret øl til deres søn på dennes 16-års fødselsdag? Ja, det har de da.  Og nu kan de altså den ondefløjtelynemig lære det, selv om straffen er blevet sat ned fra de oprindelige fire og et halvt år.

Måske skulle man kaste tropper ind og lære dem lidt om frihed……

Nanny Nidkær hæver hyrevognspriserne

For 160 minutter siden blev det igen dyrere at køre i taxi. Storkøbenhavns Taxinævn har indført weekend-starttakster på 40 og 50 kroner for henholdsvis gade- og centralture. Selv den normalt så ligevægte Hr. Garbye svinger sig op til Claus Borreske højder og udbryder et: SKANDALE

I´ll second that. Som flittig hyrevognskunde med super de luxe-quicknummer til TAXAMOTOR er jeg led og ked af at skulle betale 50 kroner blot for at sætte mig ind i selskabets Mercedes.

Et af argumenterne bag prisstigningen har barokt nok været kampen mod pirattaxaer. Kunder tager nemlig kun pirattaxaer af simpel nød, når de ikke kan få en autoriseret hyrevogn. Bedre indtjeningsmuligheder giver flere chauffører i selskabernes vogne i weekenden og væk er behovet for pirater . Det er måske rigtigt nok, men er i givet fald blot en demonstration af, hvor håbløst reguleret hyrevognsmarkedet er.  De etablerede selskaber kan simpelthen imødegå konkurrence ved at sætte priserne i vejret – hvem er pirattaxa her?

Det er selvfølgelig en kættersk tanke, men måske var det på tide med lidt liberalisering på området.  Måske skulle man nedlægge Storkøbenhavns Taxinævn og alle dets kommunale søskende rundt om i landet. Måske skulle selskaberne forholde sig til at konkurrere som andre virksomheder. Måske skulle jeg have lov at bestemme hvem jeg betaler hvor meget for hvad.

Det ville selvfølgelig give politikere som Dragørs Asger Larsen, Høje-Taastrups Lizzie Hansen og Frederiksbergs Jette Bøgeby mindre at rive i. Men mon ikke så kapable folk finder andre vigtige ting at engagere sig i? 

Nanny Nidkær stopper kortspil

Hvor er det bare forkasteligt at seks voksne mænd selv bestemmer, hvad de vil bruge deres penge til. Hvor er det dejligt, at politiet ikke skal tage sig af stjælende narkomaner og sparkende psykopater, men har tid til at stoppe et kortspil 

Lad os give ordensmagt lidt mere at lave.

“i øvrigt mener jeg” smider handsken til lovgiverne og peger her på andre ting, som borgere i Danmark ikke burde have lov at bruge penge på:

Skopar nummer fjorten dette år   

Sæsonkort til BIFs hjemmekampe

Et lille hyggeligt parcelhus i provinsen, “for det er så sundt for den lille og det er nu så dejligt med have….”

Kildevand til 15 kroner flasken

Dagbladet Arbejderen

Nanny Nidkær forbyder rygning

Det er jo ingen rasende stor nyhed, når det politiske system mener, de ved bedre om borgere/brugere/patienter/medarbejdere/virksomheder end borgere/brugere/patienter/medarbejdere/virksomheder.   Det er heller ingen stor nyhed at Folketinget ønsker at begrænse rygningen i det offentlige rum.

Jeg ville dog være en sørgelig 30princeomdagenrygende blogger, hvis jeg ikke harcelerede en kende mod at den nye rygelov nu er vedtaget,  og af næsten alle tingets partier. Undtagelsen, desværre ikke den hæderlige, er det som altid bedrevidende radikale venstre, som gerne så endnu flere restriktioner på tobaksnarkomanerne.

Selv går jeg jeg relativt fri af loven, da mit foretrukne vandhul er i omegnen af  39,9 kvadratmeter, men ikke om jeg til min død lærer at forstå motiverne for at beskytte, de der ikke beskyttes vil.

På utallige værtshuse står de tre tjenere, som Dan Turell udødeliggjorde i ”Mit Gamle Stamværshus”: Den, der har vagten, den, der lige har haft den og den, der skal til at have den næste. Hovedparten af tjenere er ifølge min egen yderst videnskabelige undersøgelse desuden selv rygere og de, der ikke er, trives desuagtet fremragende i miljøet. Vigtigst af alt: Ingen mennesker ved bare 1,27 af deres fulde fem er i 2007 i tvivl om de skadelige effekter af rygning. Man går derfor fuldt oplyst ind til risikoen ved et arbejde i restaurationsmiljøet.

Ønsker man ikke dette Damoklessværd hængende over hovedet, kan man jo søge ansættelse hos en af de mange virksomheder på Danmarks Lungeforenings liste over caféer, barer, discoteker, restauranter m.v. Det samme kan man sige om kunderne. Kan man ikke lide lugten i bageriet eller røgen på værtshuset, så finder man da bare et andet sted.

Dette er, meiner meinung nach, et klokkeklart eksempel på et område, hvor markedsmekanismerne kunne spadsere lykkeligt hånd i hånd med gode hensigter og sundhedshensyn. Ingen ejere er i dag tvunget til at tillade rygning, ingen medarbejderne behøver at arbejde i et røgfyldt miljø og ingen kunder skal indtage mad og drikke på bestemte lokaliteter.

Den velvillighed, de nye røgfrie restaurationer er blevet modtaget med i bybilledet, tyder på, at der kan tjenes penge på det røgfrie segment. Og kan der tjenes penge, så vil det røgfrie udbud tilmed kun vokse sig større og større.

Jeg forstår selvsagt at folk, der ikke tåler eller bryder sig om røg, gerne vil arbejde uden helbredsmæssige kvaler eller spise og drikke uden af få oplevelsen spoleret.

Men kunne vi ikke bare få lov at bestemme selv………?