Så er den gal på Rådhuspladsen igen

“DR udsender urimelige girokort” hedder det i en artikel fra det radikale menighedsblad på Rådhuspladsen. Og ja, det gør DR – det er faktisk, det de lever af: At tvinge danskere til at betale til deres programvirksomhed uanset om man ønsker at bidrage eller ej. Som en vegetar, der tvinges til at betale til Danske Slagterier for at få lov til at handle i Kvickly.

Den pågældende historie drejer sig ikke blot om “urimelige” girokort, men snarere uhjemlede og ulovlige girokort, som DR i årene siden seneste medieforlig, har sendt ud til forbrugere, der erhverver sig pc’ ere, der er omfattet af medielicensen. Men det har DR bare aldrig fået lov til, viser det sig.

“I øvrigt mener jeg”, at det er sært, at der skulle en borgerklage til Folketingets Ombudsmand til, inden Kulturministeriet greb ind over for DR’s praksis, der har været offentligt kendt længe. Hvis man var typen, der havde hang til konspirationsteorier, kunne man da godt have ministeriet mistænkt for at tage særlige hensyn til DR-økonomien i denne sag.

Bedre sent end aldrig….

Med flere dages forsinkelse kunne politiken.dk’s læsere i går tygge på “nyheden” om at Danmarks Radio havde set sig nødsaget til at bortredigere den nye smarte vært Mikkel Munch-Fals’ udtalelser om den danske løgnagtige regering bort fra genudsendelsen og online-versionen af det nye smarte filmprogram “Premiere”.

Danskere, der læser 180Grader.dk kunne allerede læse historien i mandags, mens den fine blog Snaphanens følgere havde muligheden søndag.

“I øvrigt mener jeg”:

1. At journalisterne på Rådhuspladsen burde besøge 180Grader noget oftere end de åbenbart gør.

2. At der er grund til at lette på hatten for det utrættelige arbejde danske bloggere udfører med at dokumentere, at de “røde lejesvendes” tid ikke er helt forbi. I dette tilfælde var det altså Snaphanen, ellers er det tit Uriasposten, der er ansvarlig for det “fædrelandsnyttige” arbejde.

3. At det er helt i orden med “røde lejesvende”. Men hvor ville det dog klæde DR, hvis der også var ansat nogle “sorte”.

Ros den, der roses bør

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ofte glemmer Information på min rundtur gennem danske aviser. Hver gang falder jeg over gode eksempler på holdningsbåret journalistik og prøver at huske, at jeg skal besøge information.dk noget oftere.

Dagens gode oplevelse var at opdage “Den sorte skole” – Informations serie, hvor danske borgerlige intellektuelle fortæller om deres yndlingsforfattere. Man kan diskutere, hvor borgerlige, intellektuelle og interessante politikere som Connie Hedegaard, Brian Mikkelsen og Ellen Trane Nørby er, men til gengæld kan jeg varmt anbefale Søren Pinds bidrag om baron Cai Schaffalitzky de Muckadells bøger om raske drenge, skrevet før verden gik af lave, Hans Hauges beretning om hvordan han blev taget i “rød skole”, fordi han læste T.S.Elliot og ikke kunne lade være, Mads Qvortrups møde med en borgerlighed, der ikke var lille og forkrampet, men storslået og vilter i Robert Nozicks “Anarchy, State and Utopia”, og Henrik Gade Jensens beskrivelse af Emma Gads sociale korrekthed, somvi i dag har mere brug for “end den politiske korrekthed der tilsigter sprogrøgt, meningskontrol og sindelagsbearbejdning”.

Listen over alle offentliggjorte bidrag i “Den sorte skole”, kan ses her.

Serienfortsætter efteråret ud, og mangler endnu blandt andre Christian Bjørnskov, Grethe Rostbøll og Ulla Dahlerup.

Bogen lever endnu

“Det er interessant at se, hvordan holdningerne til bogpriserne har ændret sig. I 2000 var jeg til en konference om bogmarkedet i Landstingssalen på Christiansborg. Her blev jeg som direktør for Konkurrencestyrelsen sammenlignet med Attila og Konkurrencestyrelsen med hunnerne, fordi vi for frem mod bogpriserne”.

Sådan udtaler Konkurrencestyrelsens direktør Finn Lauritzen sig til politiken.dk i forbindelse med 2006-liberaliseringerne af det danske bogmarked.

Nu viser ny undersøgelse fra Kulturministeriets Bogudvalg, også viderebragt af det førende radikale menighedsblad, at holdningsændringen er ganske naturlig og berettiget. De gradvise liberaliseringer af bogmarkedet har ikke ført til de kultureroderinger, som forlæggere og forfattere med skråsikker overbevisning udtalte sig om i en ikke fjern fortid.

Den nye kulturminister Carina Christensen vil derfor nu mødes med Folketingets partier for at få fjernet den dispensation, som danske forlag har, til at sætte fast pris på 10 procent af de årlige udgivelser.

“I øvrigt mener jeg”, at det er glædeligt med en liberaliseringen af bogmarkedet. Skulle vi også prøve med forfatterne?

Journalister er slet, slet ikke venstresnoede (det siger de nemlig selv – æv bæv).

Berlingske Tidende, du ved den, der burde være en borgerlig avis, viderebragte mandag konklusioner fra en undersøgelse foretaget af et forskerteam på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, der har sat sig for at undersøge “såvel politikeres som politiske journalisters opfattelse af det politiske magtspil og hinandens rolle heri”.

71 journalister og 70 politikere har deltaget i undersøgelsen, der ikke overraskende viser, at politikere synes, at journalister er for enkeltsagsorienterede, sensationslystne og magtfulde. Mere overraskende er det, at 71 journalisters svar på spørgsmålet “Er du venstreorienteret, midterorienteret eller højreorienteret?” kan få Erik Albæk, professor i journalistik og statskundskab, til at udtale følgende:

“Nu har vi endelig nogle konkrete undersøgelser, der blandt andet viser, at der intet belæg er for påstanden om, at politiske journalister skulle være særligt venstreorienterede”.

Hele 71 procent af journalisterne angiver nemlig sig selv at være midterorienterede, 17 procent mener de er højreorienterede, mens 12 procent står ved, at de er venstreorienterede.

Men er en socialdemokrat venstre- eller midterorienteret?, en venstremand midter- eller højreorienteret?, en DF’er venstre, midte eller højre? En socialistisk kustode vil vel mene, at stort set alle partier i Folketinget har bøjet sig for kapitalismen er og højreorienterede, mens man ikke skal være særlig liberalistisk orienteret for at være af den overbevisning, at tingets partier, minus den socialistiske Enhedslisten, befinder sig i socialliberal centrumvenstre grød .

Albæks konklusion giver mening, hvis man rent faktisk kan inddele partierne i en venstredel, en midterdel og en højredel. Hvis de adspurgte er enige i inddelingen. Og hvis “påstanden om at politiske journalister skulle være særligt venstreorienterede” betyder, at en/nogle/flere/mange mener, at politiske journalister stemmer på erklærede venstrefløjspartier.

Men hvis de 71 procent erklærede midterorienterede er journalister, der stemmer på liste A, B, C, F,O og V, vil jeg mene, at der er god grund til at påstå, at politiske journalister er venstreorienterede.

En journalists udsagn om at være midterorienteret giver jo absolut ingen mening, hvis det er ensbetydende med, at vedkommende stemmer på et parti, der fører en venstreorienteret politik.

“I øvrigt mener jeg”, at Center for Journalistik bør dumpes for denne undersøgelse. Det lover ikke godt for kommende journalister og statskundskabere fra SDU, at deres fremmeste undervisere laver den slags fodfejl og fejlslutninger.

Fem, der bør roses

Inden jeg kan kaste mig ud i analyser og kommentarer til de mange spændende politiske begivenheder, der kommer til at præge dette efterår, er det på tide at få afsluttet et hængeparti. Før sommerferien møvede jeg mig møjsommeligt gennem samtlige folketingsmedlemmers hjemmesider og selv om der sandelig var meget skidt, fandt jeg også en smule kanel. Det er ulig lettere at dadle, men man bør jo også huske at rose, når det er på sin plads.

Jeg har fundet frem til fem hjemmesider, der gør sig fortjent til et lille skulderklap. Rækkefølgen er tilfældig.

Kim Mortensen, Socialdemokraterne.

En no-nonsens hjemmeside fra sos’ernes mand fra Esbjerg. Her er hverken videoer, link til facebookprofil eller andet moderne lir. Det der bør være der, er der til gengæld. Navigationen er lige til at gå til og tingene ligger rent faktisk der, hvor man forventer at finde dem. Selvfølgelig, tænker du måske, men du har forhåbentlig heller aldrig brugt en dag på at pløje igennem tingets tossers hjemmesider. Eneste umiddelbare anke er at pressemeddelelser kun erat finde på forsiden, de burde naturligvis også ligge under fanen “det mener jeg”. KM udmærker sig ved en Tjek- og huskeliste på forsiden. Så ved valget næste gang kan vælgerne i Esbjerg holde ham op på, om han har haft held med at genetablere maskinmesteruddannelsen i byen!

Christine Antorini, Socialdemokraterne.

En lille (i bogstaveligste forstand, da hjemmesiden kun fylder halvdelen af skærmbredden) elegant løsning. Fin navigation og lækkert design. Her er videoer, facebooklink og dynamiske headerfotos. Hvis man er til kvinder som Antorini, og det skal der jo nok være nogen, der er, er siden dog lidt skuffende. Man kan finde et billede under “kontakt” og tre under Dansk CV i “om mig selv”-fanen. Der må kunne findes plads til et galleri………

Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne.

HTS er selvskrevet på listen. Ikke bare på grund af sidens kvaliteter i sig selv, men fordi hun rent faktisk er den eneste danske partileder, der overstiger sørgelighed, når det gælder hjemmesidekvalitet. Men her får den hele armen. Mød Helle på Facebook, YouTube og Flickr. Se HelleTV, læs Helles blog, podcast Helles taler. I skrivende stund virker siden lidt tung i optrækket, men det kan være en tilfældighed. Ellers har jeg desværre ikke så meget at udsætte.

Søren Pind, Venstre

Jeg havde store forventninger til Pindens nye hjemmeside, da jeg et par dage før den gik i luften, talte med hans kampagneleder, der lovede “fuld gas” på den. Forventningerne er langtfra indfriet til fulde. Selve siden har åbenlyse fejl og mangler i min bog. Jeg savner at kunne finde pressemeddelelser, nyheder, downloade pressefotos. Jeg konstaterer inkonsekvens i brug af De eller du. Og jeg synes det er decideret kedeligt at kigge på det samme billede af Søren Pind, uanset hvor jeg bevæger mig rundt på siden. Men alt dette er tilgivet (nu kommer rosen….), fordi Søren Pind er den eneste danske politiker, der tager sin blog alvorligt. Antager man, at danske politikere som bette purke og purkinder meldte sig ind i deres VU, KU; DSU, SFU, RU osv. fordi de havde holdninger, meninger og ville noget, så er det grænsende til bizart, at så få benytter denne mulighed for helt uden filter at henvende sig til vælgerne (og massemedierne). Det er selvsagt lettere hvis man ikke er en tilbageholden backbencher, der går i et med tapetet, hvad man jo ikke just kan beskylde Søren Pind for. Antallet af historier fra Pinds blog, der har ramt MSM nærmer sig det vanvittigt høje, manden kan jo nærmest ikke skrive et blogindlæg uden at befinde sig på politiken.dk en time efter (godt man ikke har det som ham!), og man må tage sig til hovedet over, at andre ikke efterfølger hans eksempel.

Det ville selvfølgelig ofte kræve, at de også lavede noget, og mente noget, om søndagen!

Michael Aastrup Jensen, Venstre

Venstres EU-ordfører får lov til at runde listen af. Jeg tror ikke, jeg vil ikke hoste op med en skønhedspræmie, men til gengæld gerne en for effektivitet og logik. Her er alt og alt fungerer. Og så ligger siden vist nummer 1, når det gælder regelmæssighed i opdatering.

Disse var ordene, men jeg prøver jo nok igen næste år. Videre til næste punkt på dagsordenen.

Fem, der skal skoses

Forleden forsøgte jeg at besøge samtlige MF’eres hjemmesider og det var ingen udpræget fornøjelse. Manglende sider, manglende opdateringer, ikke-fungerende sider, manglende korrekturlæsning og meget andet skidt gemte sig i cyberpace. Her er eksempler på typiske danske politikerhjemmesidefejl (igen byggende på antagelsen om, at har man som MF’er en hjemmeside, så linker man selvsagt til den fra Folketingets officielle hjemmeside).

5. Manglende link.

52 medlemmer svarende til 30 procent har ingen hjemmeside, det er muligt at tilgå fra parlamentets side. Nogle er ganske enkelt ikke i besiddelse af en hjemmeside, mens det i en lang række tilfælde blot skyldes sjusk. 3 konservative ministre kunne vel snildt linke til deres ministerium, men linker i stedet til en konservativ side, der ikke længere findes. Videnskabsministeren, af alle, kan heller ikke tilbyde et link til vtu.dk. Statsministeren selv, ellers herostratisk berømmet for sine kommunikationsevner, linker hverken til statsministerium eller egen blog.

4. Skidt teknisk løsning

Flere MF’ ere, blandt andet de to DF’ere Hans Kristian Skibby og Henrik Brodersen kan kun læses i Internet Explorer. Det er ikke godt nok i 2008.

3. Manglende opdatering

Et ikke ringe antal folketingsmedlemmer har helt åbenlyst oprettet deres hjemmeside til brug for valget i november. Men så blev man valgt ind…næste opdatering kan ventes før næste valg. Prisen for manglende opdatering går dog til et af tingets mere erfarne medlemmer. Marianne Jelveds seneste nyhedsbrev er fra 2007, seneste debatindlæg fra 2006 og seneste pressemeddelelse fra 2005! Det er immærvæk nogle dage siden Fru Jelved.

2. Mangel på almindelig sund fornuft

Intet indlæg om politikeres hjemmesider uden min personlige favorit Britta. Følger man linket fra ft.dk til Briita Caroc Schall Holbergs hjemmeside venter en veritabel forkælelse af den kræsne politiske læser. Her er listen over Brittas tillidshverv gennem tiderne, listen over hvilke foredrag man kan få godsejeren ud til, en gennemgang af Hagenskov Gods’ historie samt mulighed for at blive skrevet op til en af godsets udlejningsboliger. Var man som vælger i tvivl om, hvor krydset skulle sættes, er man det næppe efter et besøg på siden………..

1. Mangel på det hele
På mange måder er det jo en smule urimeligt at klandre de, der trods alt har forsøgt. Men som min gamle klasselærer, Hr. Fischer, altid prædikede: Hvis du ikke har noget godt sige, så lad være at sig noget. Socialdemokraten Orla Hav har rodet rundt i hjemmelaboratoriet og er kommet ud af det med følgende bud på en hjemmeside.  Bloggen er selvsagt ikke opdateret. Det er ganske svært at undgå søsyge, når man bevæger sig rundt i skiftende layouts og skrifttyper, alt efter hvilket faneblad, man forvilder sig ind på. Der er absolut ingen logik i, hvilke oplysninger, der har fundet vej til hvilke overskrifter. Således kan man under “Om arbejdet på Christiansborg April 2008″ beriges med oplysningen om, at Orla læser Arn – Tempelridderen (for anden gang) og at hans yndlingsforfattere er: mange (!) og under afsnittet “Unge” læse, at den tidligere regionsrådsformand holder af karbonader med grønærter.

Eksemplerne er legio. Ord slår ikke til – siden skal ses.

IT er yt i FT

Flertallet af folketingsmedlemmerne bruger fortsat ikke en hjemmeside i deres politiske kommunikation. Socialdemokraterne overraskende godt med.

Mens jeg sidder og hygger mig med Folketingets afslutningsdebat, har jeg gentaget sidste års besøg på samtlige MF’eres hjemmeside. Eller rettere hjemmesiderne hos de relativt få medlemmer, der stadig synes, at noget så moderne som en hjemmeside er værd at bruge tid på. i lighed med 2007-øvelsen, har jeg benyttet ft.dk som et naturligt startpunkt ud fra antagelsen om, at hvis man har valgt at have en hjemmeside, ofrer man nok også de få nødvendige sekunder, det kræver at linke til den fra Folketingets side (En antagelse, der dog bizart nok ikke holder i alle tilfælde……).

Til forskel fra sidste år kigger jeg i år på siderne, mens der fortsat er samling i Tinget. Det kombineret med det faktum, at der er gået forholdsvist kort tid siden sidste valg burde vise en øget aktivitet på hjemmesidefronten.

Og det er der da rigtigt nok også. antallet af medlemmer med opdateret hjemmeside (personlige såvel som partiskabeloner) er gået fra 52 til 75. Til det tal kan man lægge 7 ministre, der mere eller mindre let og elegant kan henvise den nysgerrige borger til deres ministerielle hjemmesider.

Flertallet i Folketinget har dog stadig ikke omfavnet den moderne teknologi. 48 medlemmer ejer ikke en hjemmeside, i hvert fald ikke en, de orker at linke til (Messerschmidt!). 4 konservative folketingspolitikere formår at linke til ikke-eksisterende sider, formentlig oprettet til valgkampen. Endelig har 37 medlemmer valgt at have en hjemmeside, de ikke gider at opdatere. Da det på Christiansborg jo handler om at kunne tælle til 90, kan disse 89 MF’ere tage Britta Schall Holberg under armen og skabe et flertal af hjemmesideignoranter. Godsejeren kører fortsat sit helt personlige show med brittaholberg.dk, hvor man kan læse om Hagenskov Gods’ historie eller leje en af udlejningsboligerne tilknyttet godset. Pudsigt nok kan man, godt gemt under kontaktoplysninger på denne side, finde et link til en opdateret politisk hjemmeside. Måske var det mere relevant at linke til den…….

Den største udvikling siden 2007 finder man hos Socialdemokraterne. Partiet er fra rn plads uden for top-3 gået til at være partiet med flest hjemmesider i procent af medlemmerne. Partiets velfungerende, om ikke sexede skabelon, benyttes af 29 af 45 S-MF’ere. 8 af disse har ganske vist ikke opdateret personligt, men et S-nyhedsfeed sørger dog for, at det ikke ser helt så “Jeg har lavet en hjemmeside til en valgkamp og kigger ikke på den igen før næste valg”-agtigt ud.

Desuden finder man hos Socialdemokraterne en stor del af de få bud, der er på lækre, personlige hjemmesider. Christine Antorini, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt er alle sikre deltagere på en dansk top-10 over politikeres hjemmesider.

I den dårligste ende er der tilgæld ikke den store udvikling. Af Enhedslistens fire medlemmer linker de to ikke, Line Barfoed linker til partisiden, mens det store, unge håb Johanne Schmidt Nielsen fører til en side med nyheder fra valgkampen i november 2007 (hvorfra der dog er enkel adgang videre mere aktuelle nyheder fra Enhedslisten).

Dansk Folkeparti kan præstere fem opdaterede hjemmesider, mens hele 13 er uden link.

Endelig er Det konservative Folkeparti den helt store skuffelse. 7 af 17 medlemmer er tilsyneladende uden hjemmeside, mens 4 linker til en ikke eksisterende side. 3 af de 4 er ministre – det er sgutte imponerende kommunikation…………

Så mange medlemmer linker via Folketingets officielle hjemmeside (20.08. 2007 i parentes)

Til egne, opdaterede hjemmesider: 33 (32)

Til opdaterede, personliggjorte partiskabeloner: 45 (20)

Til partihjemmeside: 2 (3)

Til egne, ikke-opdaterede hjemmesider 16 (23)

Til ikke-opdaterede, personliggjorte partiskabeloner 21 (28 )

Til ikke fungerende links 4 (14)

Linker ikke 48 (48 )

Uden for kategori: Britta Schall Holberg (Britta Schall Holberg)

Cavlingvinderens utilgivelige dumhed

Holger K. Nielsen blev i dag igen formand for SF. Det skete på Jyllands-Postens hjemmeside, hvor man i et kvarters tid kunne fornøje sig med lidt journalistisk slendrian.

Nu kommer det næppe bag på mange, at SF’s formand hedder Villy Søvndal. Siden den 28. april 2005, hvor han slog Pia Olsen og Meta Fuglsang ved partiets urafstemning, har ærlige Villy (tak Madsen) løftet de rød-grønne til nye højder og i mangel af socialdemokratisk ledelse vist sig som oppositionens sande leder.

Men i artiklen :SF-formand om S-reaktion på afsløring:Uholdbart

var det nu ikke VS, der udtalte sig kritisk om sos’ernes forståelse for H.C. Hansen, men forgænger Holger K. Nielsen.

Artiklen er skrevet af Morten Pihl, der den 8.januar 2003 ( dengang Jelved, Lykketoft og Holger K. Nielsen var oppositionelle partiledere) sammen med Jakob Priess-Sørensen modtog en af min levetids mest oplagte Cavlingpriser for deres artikelserie i B.T. om Brixtoftes Farum.

Journalister laver fejl, javel. Her er dog ikke tale om forkert angivelse af møntfoden i Zimbabwe eller fejlagtig placering af hovedstaden i Burundi (fejl, der naturligvis heller ikke begås, man kontroller naturligvis oplysninger man ikke er 300 procent sikker på. Meeenn alligevel), men om ikke at vide, hvem der er formand for landets fjerdestørste parti.

Journalister laver fejl, javel. Her er dog ikke tale om en klamphugger fra Lokalavisen for Nørrebro/Nordvest, Husum Avis eller Nyhedsavisen. Her er tale om en, der retteligt burde være primus inter pares. En Cavlingvinder. Et forbillede for unge journalister. Noget at stræbe efter.

Hvis det ikke var så trist, ville det saftsusemig være morsomt. Og det ville ikke blive mindre morsomt, når man erindrer hvordan Morten Pihls partnerskab med Jakob Priess-Sørensen endte. En historie skrevet af Priess-Sørensen måtte berigtiges i B.T. Pihl, der var på ferie, stod også på bylinen, og var selvsagt godt gal i skralden.

“Tilbage fra ferie, med adgang til en computer, skrev jeg en mail til Jakob om, at en sådan historie dumper man på på Journalisthøjskolen,” udtalte Morten Pihl dengang blandt andet til Journalisten.

“I øvrigt mener jeg”, at der er en vis sandsynlighed for, at Pihls artikel i dag ville have lidt samme skæbne.

Folketingsflertal fornægter nettet

To ud af tre folketingsmedlemmer har ingen hjemmeside eller i bedste fald en meget mangelfuldt opdateret en af slagsen, viser ny undersøgelse.

Der er folk, der får travlt, hvis statsministeren, som spået af så mange, trykker på valgknappen i morgen. For det står sløjt til med de danske politikeres hjemmesidepleje. En undersøgelse, foretaget af “I øvrigt mener jeg” via Folketingets officielle hjemmeside, viser at hele 48 medlemmer ikke linker fra folketingssiden til deres egen hjemmeside. Dertil kan man lægge 14 medlemmer, der linker til ikke-fungerende sider, 51 medlemmer med hjemmesider, der som minimum ikke har været opdateret siden 1.juli. og endelig Britta Schall Holberg, hvis godsejer/foredrags/boligudlejningsside falder ganske uden for kategori.

Alt i alt er der altså tale om et markant folketingsflertal, 114 medlemmer eller cirka to ud af tre MF´ere, der ikke giver borgerne og vælgerne mulighed for at besøge en hjemmeside, der kan gøre dem klogere på, hvor krydset skal sættes. Blandt de, der ikke bruger hjemmesider, eller i hvert fald ikke linker til dem,  finder man 12 medlemmer fra Dansk Folkeparti eller mere end halvdelen af folketingsgruppen. En række ministre er udeladt af undersøgelsen med lovlig seddel hjemmefra, da de linker til deres ministerium. Det gælder dog hverken pressens minister, Anders Fogh Rasmussen, der ellers med syv sekunders sekretærindsats kunne få linket til sin blog, eller videnskabsminister Helge Sander. Heller ikke den konservative leder Bendt Bendtsen eller SFs Villy Søvndal bidrager med et link til en hjemmeside.  

Blandt medlemmer med ikke-opdaterede hjemmesider finder man blandt andet socialdemokraternes Per Kaalund, hvis seneste indlæg stammer fra januar 2005, mens Venstres Tina Nedergaard åbenbart ikke har haft noget på hjerte siden oktober 2004.

Undersøgelsen viser at kun 52 folketingsmedlemmer d.d. har hjemmeside med regelmæssige opdateringer. Venstre, SF og Det Radikale Venstre er duksene på området med markant flest hjemmesideejere målt i procent. Det Konservative Folkeparti er også konservative på dette område, med Pia Christmas-Møller som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at internettet ikke rimer på konservativ. 3 medlemmer har ofret de førnævnte syv sekunder på at linke til deres partis hjemmeside.

Enhedslisten er i øvrigt folketingets markant svageste parti på nettet og undersøgelsens absolutte bundskraber. Line Barfoed linker til enhedslisten.dk og Rune Lunds link sender dig blot til en “side ikke fundet”.De fire resterende medlemmer henviser ikke til hjemmesider.

God arbejdslyst! 

Så mange medlemmer linker via Folketingets officielle hjemmeside:

Til egne, opdaterede hjemmesider : 32

Til opdaterede, personliggjorte partiskabeloner: 20

Til partihjemmeside: 3

Til egne, Ikke-opdaterede hjemmesider: 23

Til ikke-opdaterede, personliggjorte partiskabeloner: 28

Til ikke-fungerende links: 14

Linker ikke: 48

Uden for kategori: Britta Schall Holberg

Journalister og geografi – når Frederikssund ligger i København

I et tidligere indlæg klandrede jeg de pressekortindehavere, der ikke var i stand til at regne. I dag er det geografiundervisningen på Journalisthøjskolen, der må stå for skud.

Ikke mange danskere er længere i tvivl om, at de små poder i landets folkeskoler ikke ved, hvor Nakskov ligger. Men man kan nu snildt sætte spørgsmålstegn ved Nakskovkendskabets nytteværdi - selv i Nakskov kommune har man åbenbart opdaget, hvor ligegyldig kommunen er.

Mere problematisk finder jeg unægtelig Jyllands-Postens geografikundskaber, der åbenbares i en gengivelse af dagens historie fra Berlingske Tidende, hvor Tanten kan fortælle, at skadestuerne i Frederikssund, Hillerød, Helsingør og på Frederiksberg har under en patient i gennemsnit i timen mellem midnat og klokken seks om morgenen.

Clouet kommer, da JP på fantastisk vis formår at forsyne artiklen med rubrikken: Skadestuerne i København ligger øde hen.

Hvis I lover ikke at sige det til Mads Lebech, så kan jeg måske til nød forstå, at man forveksler Frederiksberg med København. Men Frederikssund, Hillerød og Helsingør, hallo!  Som det hedder så poetisk i Pulp Fiction: Ain´t the same fucking ballpark. It ain´t the same league, it ain´t even the same sport.

Ikke siden mine jyske medkollegianere placerede Kalundborg i udkanten af København, har jeg oplevet en så sørgelig provinsby blive opgraderet, som Frederikssund nu er blevet det.

“I øvrigt mener jeg”, at Jyllands-Posten burde skamme sig og købe et Kraks kort til brug for redaktionen i Aalborg…..

FV 2.0 08

For den altidonline politiske aficionado med kærlighed til kommunikationsfaget er der godt nyt. De politiske partier påstår, at de har ladet det tredje årtusinde kaste sit nådige lys over dem - de har opdaget internettet.

Ved det folketingsvalg, som partierne samstemmende melder, de er klar til allerede i efteråret, (lur mig dog om det kommer allerede), annonceres en øget satsning på dialogbaseret kommunikation, weblogs, virale kampagner, YouTube, MySpace, og jeg skal give dig skal jeg.

Den hårdeste satsning ventes ikke overraskende fra de radikale, som i mine øjne, hvor nødigt jeg end vil rose dem, ofte udmærker sig med lækre løsninger på kommunikationsområdet i de danske valgkampe. Pressetjenesten, består p.t. af Rasmus Lindboe og to gange Anna, Ebbesen og Rørbak. Begge Anna´erne har i øvrigt en fortid som Venstreansatte, Rørbak som politisk sekretær for Rikke Hvilshøj, der som bekendt altid har ansat blomsten af den danske ungdom.

Kombinationen af den radikale vilje til at gå andre veje, den lovede satsning og den unge og dynamiske pressetjenste lover godt. Jeg glæder mig allerede.

Også hos regeringspartierne er der nye toner. Enkelte kandidater melder sig klar med interne tv-kanaler på deres sites, med personlige præsentationer og nyheder. 3 nuværende medlemmer fra V og K skulle allerede have bestilt lidt net-tv. Løsningen koster ifølge producenten Pass On Media et sted mellem 100.000 og 200.000 og selv om deres direktør ikke vil løfte sløret for hvem, der er tale om, indskrænker beløbet feltet en kende. Pengestærke kandidater, hvis egoer ikke er små, at de forhindrer egne tv-produktioner. Hvad med Pind, Barfoed og Dyremose….

Fra centralt hold skal man nok ikke forvente revolutioner, snarere en pæn stilfærdig valgside, der ikke afskrækker partiets donatorer fra et klik eller to.

Dark horse på området, som på alle andre, bliver selvsagt det andet radikale parti, Ny Alliance. Forhåndsinteressen for partiet blandt smarte medie-, kommunikations- og reklamefolk virker blandt andet her så stor, at man må forvente, at der alene i medlemsskaren er et voldsomt udbud af upfronters, der vil anvise nye veje. Under alle omstændigheder nødvendiggør hele forskræppet til det internationalt orienterede, Kjærsgaard-kritiske, lav skat med høj moral-parti, at man tager sig moderne ud i sin kommunikation, så også på det område kan det måske blive svært at se forskel på Radikal Light og Radikal Right.

Mor Pia havde ved sidste valg sin daglige “Tale til nationen”, der angiveligt var filmet af husbond Henrik Thorup. Mon ikke vi kommer til at se det samme, i et lidt lækrere udtryk, måske også md en ny fotograf.

Enhedslisten kan forventes at sprede glade farver til befolkningen, opbygningen af hjemmesider har aldrig været deres force. Til gengæld viser Dansk Politiks analyse, at SF flittigt har taget begreber som blogs og MySpace til sig og at deres intensive linken til hinanden sikrer dem fremragende resultater i Googlesøgninger. Men det er altså ikke lige her, jeg lægger mit forbrug…

Jeg kan huske at jeg op til sidste valg også havde en forventning om et internetboom. Lidt flere hjemmesider, og en blog her og der, var hvad det kunne blive til. Mange af dem var åbenlyst opfundet til valget og flyder stadig rundt i cyberspace, jvf. Jarls Blog, som en konstant påmindelse af, hvor seriøst politikerne har taget nettet.

Måske er Henrik Dam Kristensen også blevet skuffet. Som den eneste partistrateg maner han til besindighed i lovprisningen af nettets muligheder:

“Du vil opleve, at nettet kommer til at spille en større rolle, men jeg er meget forbeholden over for ting som MySpace. Det væsentligste bliver at komme endnu mere ud til den enkelte dansker. Derfor vil vi opprioritere direkte kontakt mellem politikere og befolkningen. Det vil sige være endnu mere tilstede på torve og stræder,” udtaler han til Berlingske.

Så socialdemokraterne vælger sikkert igen en driftsikker læsning, med uniforme hjemmesider for partiet og alle dets kandidater.

Måske har Henrik Dam ret, måske tager han fejl. Men direkte kontakt mellem politikerne og befolkning behøver vel ikke nødvendigvis være fysisk kontakt. Det er muligt at nettet ikke giver vælgermæssig pote, men hvad med pjecer, valgplakater, debatmøder, hvor kun partisoldaterne møder frem?

Det har man altid brugt ressourcer på, så kan det undre, at man ikke i det mindste forsøger sig helhjertet på nye områder, der i bedste fald kan skabe kontakt til vælgergrupper, man ellers har svært ved at nå, og i værste fald koster lidt lønkroner.

Kan journalister regne?

Hvis man er født 17. juni 1976, hvor gammel er man så den 15. juni 2007? Efter min hovedregning skal man puste til 31 lys på den lagkage, man skal spise på søndag – i dag må man være 30.

Ikke desto blev Morten Østergaard, hvis fødselsdag på Folketingets officielle hjemmeside opgives til netop at være 17. juni, i dag præsenteret i aldanskens medier som den 31-årige Morten Østergaard.

Politiken fik dog regnestykket til at gå  og det gjorde jeg sørendansemig også.

Nyhedsavisen og TV2 var derimod blandt synderne. I virkeligheden er det næppe dårlige hovedregningsevner, som dog immervæk efterhånden er mere reglen end undtagelsen hos især yngre mennesker,  der er årsag til miseren.

Fejlen skyldes nok snarere nok, at tingene er gået for hurtigt. Eller endnu værre: at man har kopieret lidt fra andre medier og ikke har filtreret deres fejl fra. 

“Uden saks og klister ingen journalister” siges det om pressens arbejdsmetoder,  det er er bare svært uheldigt, når fejl på den måde klæber med på artikler rejser gennem medierne.

Nu er jeg da temmelig sikker på at Morten Østergaard overlever at blive gjort to dage ældre i et par aviser og på skærmen. Men fejl er jo desværre ikke noget særsyn. Det ved enhver med detailkendskab til et specifikt emne, eller en paratviden, der er bare omtrent over gennemsnittet.

Jeg har tit undret mig over, hvad journaliststanden egentlig gjorde før internettet. Men måske passede de bare deres arbejde og havde styr på deres ting.   

Ny Alliance og S uenige om skat – Ritzau blander sig i kampen om Cavling

Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre. Jeg har lavet min behørige portion af forudsigelig journalistik, med forudsigelige spørgsmål, forudsigelige svar og forudsigelige konklusioner. Og jeg skal nok lave mere….

Men det skal ikke forhindre mig i at gøre mig morsom på andres bekostning: 

Få dage efter, at B.T. så ud til at have taget et afgørende skridt i kampen om Cavling-prisen med forsidebaskeren: Christian Poulsens mor - Min søn er ikke voldsmand, får de nu skarp konkurrence fra Ritzau.

I en opsigtsvækkende dækning fra Naser Khaders, Gitte Seebergs og Anders Samuelsen møde med Helle Thorning-Schmidt, afsløres det at: Ny Alliance og S er uenige om skat.

Nyheden rammer Christiansborg som en bombe midt i en ellers fredfyldt periode i tingets sommerferie. Siden Alliancens dannelse 7. maj har det jo været ventet, at partiet ville indgå i et tenderende til kropsnært samarbejde med socialdemokraterne, særligt på grund af deres skattepolitik, der er som designet til at fryde socialdemokratiske kustoder og kernevælgere. 

Fremtrædende socialdemokrater og politiske kommentatorer river netop nu sig selv i håret og prøver at fordøje det faktum, at Ny Alliance måske i stedet kan blive en del af en borgerlig regerings parlamantariske flertal.

I seneste meningsmåling fra Rambøll står Ny Alliance til 9,8 procent af stemmerne.

mol 

Det bliver endnu en forrygende sommer for dansk journalistik.

Historien om (min) historie rammer Weekendavisen

Hvor er det dog fornøjeligt at opleve historiers vandring gennem medielandskabet. Et indslag fra DRs Orientering, hvor journalist Niels Lindvig udtrykte forståelse for Venezuelas leder Hugo Chavez´ beslutning om at lukke en regeringskritisk tv-station, vakte forargelse her på Uriasposten. Hvorefter vi, som nævnt tidligere her på bloggen, skrev om sagen på 180Grader.

Og da Deadlineredaktionen under en uge efter havde fundet vores lille netavis, bragte de 3. juni en debat om ytringsfrihed mellem Niels Lindvig og Søren Pind, en debat, som kan findes her. At se Deadline var mere, end Berlingske Tidendes lederskribent kunne tåle, han røg i blækhuset samme aften, så Tantens læsere kunne læse en leder om sagen dagen efter.

Og så har sagen ellers ligget død et par dage. Men sandelig om ikke Weekendavisens dejlige Anna Libak nu bruger Berlingskes leder som et bevis på en ændret holdning i medieverden, hvor det nu er blevet legalt at kritisere konkurrenterne.

“Konklusionen er klar: Forestillingen om at journalisten eller kommentatoren blot er en neutral budbringer er forduftet,” skriver Anna Libak blandt andet i artiklen “Fra newsmedier til viewsmedier”, der også nævner den forfriskende, fængslende og udmærkede (adjektiverne er på min regning) netavis 180grader.dk som et tegn på de nye tider.

Kan der mon koges mere suppe på benet? Forbliv indstillet.