Duer ikke – væk

Rigspolitichef Torsten Hesselbjergs lidt vel dyre indkvartering i Rio de Janeiro, der fandt vej til medierne i går, var ingen enlig svale. Sambametropoler er ikke de eneste, der får ham til at bestille hoteller med fem stjerner, det sker også i byer som Bejing og Ankara. I fem yderligere af de ni lande, Hesselbjerg har tjenesterejst til i 2006 og 07, har personalestyrelsen nedskrevne hoteldispositionsbeløb, som Hesselbjerg har overskredet. På rejserne har Hesselbjerg desuden fløjet på business class, selv om regler foreskriver, at han skal vælge det “mest hensigtsmæssige og økonomiske for tjenestestedet”.

Hesselbjerg har nu tilbudt at betale det overskydende tilbage (som han tilbød det i Rio-gate), hvis en intern gennemgang bekræfter overforbruget.

“I øvrigt mener jeg”, at nypuritanisme er forfærdelig. Jeg elsker Brunello’er, Montechristo’er og store armbevægelser. Jeg kan godt forstå, hvis man gerne vil bo på luksushoteller og flyve med plads til benene.

Men, men, men. Den går ikke, hvis det foregår på skatteborgernes regning. Og det er ikke godt nok, at merprisen først betales, når journalister offentliggør dens eksistens.

Vores nye justitsminister har kun et valg. Farvel Hesselbjerg. Ud af vagten. Duer ikke – væk.

K med turbo på

Lene Espersen stod foran den samme bøgeskov som Bendt Bendtsen stod foran sidste år. Men bortset fra det faktum var det tydeligt, at Det konservative Folkeparti havde fået en ny leder. Måske den nye leder, det borgerlige Danmark har sukket så længe efter.

Smilene var store hos græsrødderne efter Lenes tale, der måske ikke anviste nye veje i forhold til Bendt Bendtsen, men anviste dem bedre. For nogle gange er det som bekendt ikke det man siger, men måden man siger det på, der er afgørende. Nu bliver opgaven at levere nogle hurtige resultater, der kan få baglandet til at bevare troen på, at det går nu fremad for partiet efter ni år med “Mr. 10 procent” som partiformand. Det kunne for eksempel være, når skattekommissionen næste år afleverer sin rapport, der skal danne grundlag for de forhandlinger, der ifølge regeringsgrundlaget “Mulighedernes samfund” skal føre til en “markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, som skal stimulere arbejde og virkelyst, herunder ved at sænke skattenpå den sidst tjente krone.”

Tør man tro på, at man allerede i de kommende skatteforhandlinger når til at opfylde Lene Espersens ønsker, som udtrykt i talen til landsrådet?:

“Det er ikke logisk, at folk skal straffes for at gå på arbejde. De skal tværtimod belønnes. Og det er ikke retfærdigt, at man skal betale mere end halvdelen af den sidst tjente krone i skat.”

“I øvrigt mener jeg” tror det ikke. Men lander vi i nærheden af de 50 procent er vi da kommet et skridt i retning af den skattelettelse, der naturgivent må til.

Imens må man glæde sig over, at De Konservative udmærkede sig positivt på to andre områder:

Lukkeloven skal afskaffes. Efter års utilpashed ved at genere de mange små købmænd i partiet melder kons’erne sig endelig blandt de partier, der vil gøre det lettere at være dansker, der gerne vil handle, når man har fri. Det sædvanlige hylekor fra HK og De Samvirkende Købmænd (skal vi gætte på at Lenes ministerbil ikke kommer til at køre til middag hos Wagner’ne så ofte som under Bendtsen) er ude med kritikaf beslutningen, men folketingsflertallet er der nu. Lad koret hyle og fjern den perverterede lov.

Nej til stramninger af rygeloven. Nogle gange skal man kunne se det store i det små. Som parti nummer to (efter Liberal Alliance, der i øjeblikket siger alle de rigtige ting) siger liste C nej til at vride armen yderligere rundt på os stakkels rygere i forbindelse med revisonen af rygeloven, der allerede er planlagt til folketingssamlingen 2009/2010. Den nuværende lovgivning er, som kendere af denne blog/blogger vil vide, allerede udtryk for en totalitær tankegang, hvor folketingsmedlemmer bestemmer, om en værtshusejer må give gæster adgang til at nyde tobak på sit udskænkningssted. Angiveligt for at beskytte de ansatte (der selv som oftest ryger og i øvrigt har mulighed for at søge ansættelse på et røgfrit sted), men vel snarere af hensyn til tidens store modeord “folkesundheden”.

Loven er en vederstyggelighed og burde aldrig have været indført. Det sker formentlig først, når helvede fryser til is i ugen med to torsdage. Indtil da må man altså nøjes med at glæde sig over, at der trods alt er  røster, der tager afstand fra tågehorn som Venstres sundhedspolitiske ordfører, Birgitte Josefsen, der i ramme alvor er klar til at drøfte et tobaksforbud ved udendørs arrangementer.

Gennem syv lange år har Det Konservative Folkeparti forsømt stort set enhver mulighed for at spille den frække lillebror. For at være “i opposition og regering på samme tid”, som Venstre med Uffe Ellemann-Jensen som formand, og den dengang liberale Anders Fogh Rasmussen som næstformand, formåede under Schlüters regeringstid.

Efter weekendens landmøde vil jeg tillade mig at håbe, at det ene af regeringspartierne i fremtiden vil tænke, tale og agere borgerligt.

“I øvrigt mener jeg”, at håbet er grønt.

Om Jens Rohde og Obama

Rundt om i liberale kredse (og hos professor Garby) er der dømt Rohdebashing efter dennes udtalelser til LO’s ugebrev om Barrack Hussein Obama, George Walker Bush og Ronald Wilson Reagan. George “Dubya” deler nemlig, mener Jens Rohde, drævende texasdialekt med den i Illinois fødte og i Californien skuespillende og regerende Reagan, og det er ifølge Rohde årsagen til, at danskerne synes “de er lidt dumme”.

Danmarks fornuftigste socialdemokrat undrer sig over Rohdes uvidenhed

Jarl Cordua i sin yndlingsbeskæftigelse: Tæv Jens Rohde (når nu Claus Hjort ikke har gjort noget dumt)

Søren Pind i nuanceret indlæg om hvorfor han foretrækker The McCain-Palin Ticket

Rohde svarer på kritikken i mail til Danmarks førende netavis

Jeg ville så gerne deltage i forargelsen over Rohdes uvidenhed, men hvad havde I helt ærligt forventet af en reporter fra Radio Viborg.

Til gengæld synes jeg det er på sin plads at fortælle Rohde, at Reagan muligvis var upopulær på bøhlandet. Muligvis var upopulær hos Pelle Voigt, Lasse Budtz, Svend Auken, Gert Petersen og andre store politiske 80-personligheder. Og muligvis var upopulær hos Nobelpris-komiteen.

Hos amerikanerne selv (Walter Mondale vandt sin hjemstat Minnesota med 3.800 stemmer som den eneste stat ved valget i 84), hos borgerlige og/eller reelt fredshåbende europæere og ikke mindst hos millioner af undertrykte østeuropæere, der vandt deres frihed blandt andet som følge af en konsekvent amerikansk udenrigspolitk i firserne, står Ronald Reagan som en af de største præsidenter nogensinde.

Helt løsgående bliver Rohdes missil dog, når han forklarer, at han selv foretrækker Obama, fordi “han repræsenterer noget nyt og giver mig en følelse af håb”. More governement spending kombineret med øget protektionisme er ikke rasende nyt og giver bestemt ingen grund til høje forhåbninger. I den forstand er det eneste nye ved Obama hans etniske baggrund, og det mener en Venstre-politiker vel ikke er grund nok til at foretrække ham?

Venstres EP-hold er samlet set det stærkeste hold nogensinde. En tidligere politisk ordfører: Rohde, en mangeårig EU-ordfører: Fru Antonsen, min borddame fra et fantastisk bryllup i februar 07: Hanne Severinsen med kolossal erfaring fra politisk arbejde i udlandet, Louise Feilberg Levy (der bevares er fuldstændig ukendt, men har arbejdet som politisk rådgiver for Karin Riis Jørgensen, er ung og nå ja: ser godt ud. Og måske også en tidligere formand for udenrigspolitisk nævn i form af Jens Hald Madsen (er ikke helt klar over om han stadig er i spil, men der er stadig ledige kredse). Dertil kendissen Morten Løkkegaard og to nuværende parlamentarikere, Anne E. Jensen og Ole B. Sørensen.

“I øvrigt mener jeg” dog, at Venstre kaster en gylden mulighed på jorden, hvis også deres EP-kandidater vedvarende vælger at fremture som socialdemokrater.

Bye Bye Bendt

Bendt Bendtsen er ikke længere blandt os i dansk politik. Æret være hans minde.

I dag blev det endnu en gang bevist, hvor dårlig idé det er at være en udsætterøv. Liberal Alliance, finanslovsudspil og det amerikanske præsidentvalg kommer til at hvile et par dage mere efter dagens nyhed om at det borgerlige Danmark har mistet en af sine helt store skikkelser efter 9 år, 1 måned og 5 dage på posten som Det Konservative Folkepartis store rorgænger.

Hvem husker ikke da Bendt Bendtsen som tre måneder gammel partiformand med mulighed for at anvise den nye vej for det konservative Danmark, tordnede imod det “legaliserede landevejsrøveri” som det hedder “derfra hvor jeg kommer” i form af politiets fartfælder. Hvem letter ikke på hatten for den store indsats Bendt har ydet for dansk skibsfart, hvad han da også selv, som man har kunne forvisse sig om på news hele dagen, er behørigt stolt af. Og hvem bander ikke pressens røde lejesvende langt væk, når de har vovet at sætte spørgsmålstegn ved om Bendt må bruge sin skatteyderbetalte ministerchauffør og -bil til at hente plejlstænger og køre ham til middag hos en anden tidligere stor konservativ, John Wagner, der i dag kæmper en utrættelig kamp imod de store onde, samfundssubversive supermarkeder som administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd.

Bendt Bendtsen overtog rollen som partiets fredsbevarende styrke efter Helge Adam Møller. Fredsbehov var der, som alle husker, god grund til. En betonklods, en tæt på flæbende partileder tæt på at miste sit kredsmandat på Frederiksberg, en åbenkæftet reklamemand, en pukkelrygget partiboss, en forkalket formandsnødløsning. Journalister havde det godt, KU’ere med forkærlighed for rygknivstikkeri havde en fest og deres sangskrivere kunne hygge sig med linjer som (synges på de tre musikanter):

Den ene han drak cognac, den anden bare løj, den tredje ud af puklen kun kan trække skidt og møg. De fisker efter stemmer, dog ingen madding har. Vi har i dag en ledelse af rene brodne kar.

En Tollundmand i sulfo, han er et sølle pjok. Jeg troede ellers, at vi havde gamle fjolser nok. Men hænderne de ryster, gebisset flyver ud. Når fluerne han klasker, tror han selv, at han er gud.

Nu spiller de for Venstre på andenviolin. Det’ derfor vi dem kalder: De forræderiske svin. Det spiller ingen steder, når løfterne bliver brudt. Vi rejser ej partiet, førend ledelsen er skudt.

Men så kom der lys i mørket, så kom Bendt. Onde tunger har døbt ham “Mr 10 procent” for hans manglende evne til at løfte partiet op efter at have stabiliseret det. Det synes jeg ikke er rimeligt, når man tager i betragtning at manden kun har siddet og ni år og kun haft ansvaret ved tre folketingsvalg. Havde man givet ham ni år mere, er jeg helt sikker på at partiet både kunne have nået 11 og 12 procent af stemmerne.

Men sådan skulle det ikke gå. Bendt har søgt nye udfordringer i erkendelse af, at Danmark ikke er stort nok til en mand af hans format. I Europa-Parlamentet skal han løfte arven efter Christian Rovsing – ingen let opgave, men hvis nogen kan, så er det Bendt. Også her er onde tunger allerede ude med kritik af manden, bare fordi han hverken taler engelsk eller fransk. Jeg tror de undervurderer Bendts evne til at tale med alle. En evne han beviste som gadebetjent i Odense, en evne han har bevist som partileder og minister og en evne Europa nok skal få at mærke.

Dansk politik er blevet fattigere, men europæisk politik rigere. God vind Bendt.

Liberale lunser til ferien

Det er jo desværre efterhånden blevet noget noget af en udfordring at skulle forklare, hvordan man kombinerer sine liberale holdninger med et medlemsskab af Venstre. Men denne weekend har været en lille oase i ørkenen.

Vand til de tørstende har der været i form af brud på Danske Spils monopol, salg af Klasselotteriet, afskaffelse af lukkeloven samt ikke mindst det nye erhvervsoplægs mulighed for at sende driften af skoler, børnehaver, plejehjem og sygehuse i udbud.

I dag formåede udenrigsordfører Søren Pind så at koble sig på den EU-skepsis, der i stærkt stigende grad florerer blandt danske borgerlige. Eller i hvert fald at sætte ord på bekymringen for at det storslåede og fredsskabende frihandelsprojekt fortsætter sin tragiske transformation mod et bureaukratisk, centralistisk Europa med eklatant mangel på demokrati.

Hele indlægget kan læses på Pinds blog, der endnu en gang viser sig second to none i disciplinen at bryde igennem muren til de traditionelle medier. Læs indlægget, og skulle du så være så uheldig at falde over EU-ordfører Michael Aastrup Jensens gentagelse af det evindelige “De stemte nej, fordi befolkningen ikke forholdt sig til afstemningstemaet” og “EU er en fantastik opfindelse, der blandt andet har sikret europæerne maksimalpriser på mobiltelefoni”, så læs det igen.

En perlerække af liberale ben er blevet kastet til os i baglandet, der var med, da Det konservative Folkeparti var det store, brede borgerlige parti og vi i Venstre var de liberale, visionære samfundsreformatorer.

Udmeldingerne kommer samtidig med, at Folketingets 2. samling 07/08 er slut. “I øvrigt mener jeg”, det var en overvejelse værd at forlænge politikernes sommerferie…………

Gratis øl

I aften er der mulighed for at slå tre fluer med et smæk.

Man kan fejre det faktum, at den eneste europæiske befolkning, der er blevet spurgt om Lissabon-traktaken, har forkastet den.

Man kan dræne socialisternes/kommunisternes pengekasse.

Og man kan drikke gratis øl.

Der er afgang fra Østerport Station til den irske ambassade klokken 18. Her vil der i tilgift til de tre fluesmæk være mulighed for at danse og lytte til irsk folkemusik. Og på en dag som i dag kan man nok leve med en lille tale fra Per Clausen.

Rådhuslogisk

Her er et billede af en, der ikke må ikke være i København, selv om dens tilstedeværelse gavner erhvervslivet, kommunen og borgerne.

:

Selv om forbuddet vil øge trafikken i byen og selv om de stakkels lastbilsejere for nylig har investeret millioner i at få deres vognpark til at leve op til nye miljøkrav

Her er et billede af nogle, der godt må være her:

Selv om de ikke ville betale for deres klubhus selv, selv om naboerne ikke just er begejstrede ved udsigten til at dele kvarter med de autonome. Selv om deres bidrag til statskassen ikke just er positivt.

To billeder på Københavns Kommunes politiske flertal. Ikke noget kønt syn……

Birthe Rønn for President

Det blev, hvad man kan definere som en meget kort rokade, da Foghs nye hold blev præsenteret i dag. Genvalg over hele linjen beviste endnu en gang, at Foghs strategi i forbindelse med regeringens sammensætning er at vise tillid til de ministre, han en gang har udnævnt. Dermed får han jo også bevist, at han ikke har begået fejl ved den oprindelige udnævnelse.

Kun i ganske særlige tilfælde, som da Tove Fergo røg ud af Folketinget i 2005 og da DF erklærede sig klar til at vælte Lars Barfoed, skrider Fogh til fyring. Ellers er degraderingen måden at vise sin utilfredshed på, som da Ulla Tørnæs røg fra undervisning til udvikling.

En række af Venstres ministre var før sidste tirsdags valg meldt i fare for at ryge ud af Folketinget, men da Tørnæs, Sander, Thor Pedersen og Claus Hjort alle klarede skærene, blev Foghs rokademuligheder noget mindre, hvis han skulle holde fast i sine principper.

Heller ikke Per Stig Møller kom til undsætning, hvad han ellers kunne have gjort ved at søge sin afsked. De konservative rokademuligheder holdes tilsyneladende i skak af en evig undgåen af forfordeling af Connie Hedegaard eller Lene Espersen. Dermed blev en forfremmelse af Jakob Axel Nielsen det mest opsigtsvækkende skift hos de konservative. Hedegaard fik lagt lidt til og lidt fra, mens Carina Christensen nu skal være transportminister.

Kong Karisma, Troels Lund Poulsen, “vandt” det miljøministerium, som blev udskilt for at Connie Hedegaard ikke skulle fremstå som den store vinder af rokaden. Det skal han nok klare kedeligt.

Dagens eneste overraskelse var at Danmarks svar på Maggie Thatcher, Birthe Rønn Hornbech blev integrationsminister. Man kan sige meget om Rønn, og det gør man, men man kan ikke være i tvivl om hendes principfasthed. Rønn Hornbech er den politiker i tinget, der efter min mening har den højeste personlige integritet. Bevist i Tamil-og Tvindsagen og i forbindelse med rockerloven.

Samtidig er hun ikke til at hugge eller stikke i, hvis en journalist ikke er forberedt, når de vil tale med hende. Det oplevede jeg selv, da jeg som praktikant på Lorry i 1999 skulle lave et indslag oven på en yngre mands død i detentionen på Station 1, hvor han var røget ind i beruset tilstand. Retspolitikere som Anne Baastrup og den ukendte Bendt Bendtsen stod i kø med den sædvanlige automapilotreaktion – nu skulle reglerne for beruserers anholdelser laves om. Jeg ringer til Birthe Rønn og bliver “afhørt” i 35 minutter om detaljerne i forslagene. Dem var der selvsagt ikke mange af, de havde jo bare reageret for at vise, at de reagerer. Birthe Rønn Hornbech nægtede til sidst at deltage i indslaget, vi kunne vende tilbage, når der lå et konkret lovforslag. Dette er mildt sagt ikke en normal opførsel fra et medlem af Folketinget. Også i dag gav hun journalisterne tørt på.

Oven på skuffelsen over manglende visioner og nytænkende ministre, er der al mulig grund til at glæde sig over den nye Integrationsminister. Hun er en værdig repræsentant for det danske folkestyre. Flere af hendes slags……

Regeringsrokade

Efter de mange sjove bogstavlege, vi har dyrket de seneste uger, er tiden nu inde til den mindst lige så populære navneleg. Hvem er hot og not, når Anders Fogh Rasmussen spankulerer ind til Margrethe og præsenterer hende for det hold, der skal indlede “Four more years”. Både den røde og den blå blogger fra Nyhedsavisen, har kastet sig i navnelegen og jeg VIL ikke stå tilbage for dem. Read it and weep!

Statsminister: Anders Fogh Rasmussen – Superstormesteren har selvsagt det prærogativ, at det er ham, der er boss og ansvarlig for rokeringer. Han virker ikke umiddelbart som en mand, der mener andre kan løse opgaven bedre. Fogh giver genvalg til Fogh.

Udenrigsminister: USA har en. England har lige haft det. Når vi nu ikke fik en kvindelig statsminster, så er turen vist kommet til Udenrigsministeriet. “I øvrigt mener jeg” har stor fidus til rygterne om, at Per Stig Møller skal have mere tid til bogskrivning og havepleje, og så bliver Fogh nok ikke rigtig ked af at slippe for ham. Til gengæld har jeg ikke meget fidus til spekulationerne om “Den talende kavalergang” som ny UM. “Hun savner jo formatet, lidt af Ninn, hun lære ku´”, som det hed om en række af de konservative formænd efter Schlüter i en prægtig vise omkring årtusindeskiftet.

Så må vi finde en anden kvinde, det må man jo nogle gange…Og da nu Lykke Friis har været bragt i spil som mulig minister, og da nu Lykke Friis er kompentent inden for udenrigsforhold, så lancerer “I øvrigt mener jeg”, da gladeligt den første overraskelse og sætter Lykke Friis på holdet som udenrigsminister

Finansminister: Lars Løkke Rasmussen. Man skal vist være mere end almindeligt politisk tonedøv for at sætte penge på andre end Løvernes kronede kronprins som manden, der skal styre landets finanser. Løkke skal være statsminister, når Fogh bliver generalsekretær i FN, udenrigspolitisk head of charge i EU eller øverste tropsfører i Det Danske Spejderkorps. Nu skal han modnes til opgaven, og det bliver her, siger alle kloge hoveder.

Økonomi- og Erhvervsminister: Bendt Bendtsen. Den flinke politimand fra Fyn er til gengæld allerede nået langt længere end nogen, hans mor inklusive, nogensinde kunne drømme. Den konservative partileder, der som sin første vision for et konservativt samfund som nyvalgt formand gik til kamp mod “legaliseret landevejsrøveri” i form af fartfælder på motor- og landeveje, er sikkert godt tilfreds med at bevare det minsterium, han har sat sig ind i seks år. Hans ministerkarriere slutter, hvor den begyndte.

Beskæftigelses- og integrationsminister: Kristian Jensen. En af Venstres styrker har i mange år været, at man aldrig har været i tvivl om rollefordelingen. Næstformanden skulle være kalif efter kaliffen. Fogh var selvskrevet til at efterfølge Uffe, Lars Løkke har længe været klar 2′er efter Fogh, og nu skal den unge bankuddannede Jensen køres i stilling som næstformand, når Fogh giver depechen videre til Lars Løkke. En god måde kunne være at give Jensen en mere værdig exit fra skatteministeriet end Fogh selv fik i sin tid, for for mange år som skatteminister er ikke nødvendigvis gavnligt for ens langsigtede politiske udvikling. Claus Hjort er en gammel elefant, siges det i dagens Berlingske Tidende, og det er begrænset, hvor mange ronkedorer, en regering kan rumme. Ud med ham og og ind med Jensen. Han kan så også få lov til at overtage Integrationsministeriet. Arbejdet gør mennesket, lediggang er roden til alt ondt og så videre og så videre.

Indenrigsminister: Lene Espersen. Når nu Lene ikke må blive udenrigsminister i min rokade, så skal vi have fundet en anden post til hende. Forfremmes skal hun, for Bendt Bendtsen bliver ikke siddende altid, og med det superministerium, Connie Hedegaard forventes at få, så nytter det ikke noget ikke at kaste en lille forfremmelsesluns til den rigtige kronprinsesse. Vi gør hende til indenrigsminister gør vi.

Sundhedsminister: Jakob Axel Nielsen. Det er ikke pænt at tage noget, man lige har givet. JAN har lige fået ministerløn, -status og bil, så det skal han da også have i fremtiden. Vi kan jo heller ikke have, at han har tid til at tale om lettelser af den topskat, der er den tredjehøjeste i OECD-området. Hvis tranportministeriet lægges ind under Hedegaard nye superduper Klimaministerium, så kan vi vel parkere tranportministeren her.

Klimaminister: Connie Hedegaard. Hvis du er nået helt her ned, så burde du vide, at Connie er den nye klimakvinde numero uno her til lands. Miljø, energi og transport samles hos Connie, der naturligt nok skal videreføre arbejdet op til det kommende klima-topmøde i København. Dronning af de Konservative bliver hun 7-9-13 aldrig, men måske af klimaet. Det er da også noget…

Justitsminister: Brian Mikkelsen. Justitsministeren skal bare være konservativ. Hvorfor ikke give Brian Arthur Mikkelsen muligheden for at gøre noget ved alvorligere forbrydere end folk, der gerne vil kunne løfte lidt mere jern i landets motionscentre. Jeg er sikker på, at der bag hans Clark Kent-agtige ydre gemmer sig en Superman, der er klar til at gå i flæsket på de kriminelle elementer, der hærger vores smukke land. Jeg tror, han bliver så barsk.

Forsvarsminister: Søren Gade. Gade er god. Gade er rar. Og han ser så trivelig ud med sit lille runde ansigt. Alle betydende politiske kommentatorer har ham som forsvarsminister på det nye hold, så det må jeg vist også hellere.

Skatteminister: Søren Pind. Der er så meget, man kan gøre med Pind. Manden om hvem det hedder, at Ronald Reagans største savn i forbindelse med sin Alzheimers var, at han ikke længere kunne huske at have mødt Søren Pind, er endelig taget til nåde af vor far. Anders Fogh var hos Pind og drikke juleøl, og det kan selvsagt kun tolkes som, at Pind er klar til kæmpemæssige opgaver for Danmarks Liberale Parti. Skal han være politisk ordfører, udenrigsordfører eller er han klar til de helt store opgaver. Jeg tror, ligesom Garby, på det sidste og gør Pinden til skatteminister – og sender et dejligt signal til Ny Alliance.

Fødevareminister: Eva Kjer Hansen. Hvad en dsu gør Anders, så flytter du ikke Eva Kjer Hansen. Vi er mange, der er rigtig spændte på, hvad Eva og hendes partner in crime Christopher Arzrouni, kan få ud af det fødevareministerium, de nys er blevet forflyttet til. De to vil sætte nye standarder, er jeg vis på, og leve op til statsministerens formanende seks år gamle om, at ministre ikke er sat i verden for at administrere, men for at tænke stort og visionært.

Socialminister: Karen Jespersen. Jeg blev så glad for nylig. Villly Søvndal, som jo er en meget troværdig mand, kaldte Karen Jespersen en “liberalistisk fantast”. Her gik jeg, og et V-medlem eller to mere, og havde helt andre bekymringer over denne tidligere VSers indtog i mit parti. Men nu er jeg ikke bekymret mere. Anders og “I øvrigt mener jeg” giver genvalg til fantasten.

Undervisningsminister: Bertel Haarder. Selv om vi lige har indlemmet Søren Pind i regeringen, så kan man aldrig få sangskrivere nok. Bertel skal være livslang undervisningsminister, skal han. Det vil også glæde de mange elevorganisationer, der er så glade for ministeren.

Udviklingsminister: Troels Lund Poulsen. Det er på tide at give Corduaen ret i andet end det åbenlyse. Vi skal have fundet et ministerium til Troels Lund Poulsen som tak for altid at konsultere såvel spejderhåndbogen som statsministerens seneste udmeldinger, inden han udtaler sig til pressen. Udviklingsministeriet er en passende tak, her kan den pæne unge mand ifølge de seneste skriverier blive en endnu pænere mand, der skal forvalte den ulandsbistand, der nu igen rammer 1 procent af BNI.

Kulturminister: Ellen Trane Nørby. Endnu en af de unge , der står til forfremmelse. Lige som Pind er hun vist en kandidat til posten som politisk ordfører, men hvorfor ikke placere den nuværende kulturordfører som minister for kulturen. Ellen har lige haft et kanonvalg i det jyske, er glad for fodbold og selvom hun meldte fra til Venstres firmafodboldhold, så bærer jeg ikke nag. Hun får en plads på dette hold.

Videnskabsminister: Helge Sander. Nogle af ronkedorerne skal der være plads til og det kunne jo passende være Sander, der ikke gør meget væsen af sig, men deraf følgende heller ikke meget uvæsen. Sander, om hvem det siges at han har spillet i samme V-trøje som “I øvrigt mener jeg”s chefanalytiker  på Venstres fodboldhold (dog et par år tidligere) får lov til at blive, hvis han lover at gøre lidt ud af hjemmesideplejen, det sømmer sig for en videnskabsminister.

Som min trofaste læser har bemærket, blev der ikke plads til Inger Støjberg Beinov. Hvis min læser har lyttet til min snak ude i byen de sidste mange år, vil han vide at Inger er en rising star og at billederne på Inger.dk ikke overgåes af mange folketingskollegaer. Vi giver Inger posten som politisk ordfører, så vi får lov at se og høre på hende rigtig meget.

Øvelsen er slut. Vær så artig.

Genbrugsstationen Christiansborg

Nu er det jo ikke sproglig kreativitet og opfindsomhed, der skal være afgørende parameter for, om en mand/kvinde er egnet til at tilhøre rigets fremmeste 179, meeeeen.

“I øvrigt mener jeg” sidder i øjeblikket og hører Folketingets åbningsdebat. Venstres politiske tropsfører, Troels Lund Poulsen, har netop kaldt det en “tilståelsessag“, da Line Barfoed talte om, at der var kommet lidt flere penge til den offentlige sektor.

Sjovt nok kalder Kong Karisma den socialdemokratiske uenighed på asylområdet, jvf. TV2 og Altingets database for folketingskandidater, som JP kan berette om i dag for “en ren tilståelsessag“.

Og sandelig om ikke en Børsenhistorie i dag om at S-profiler er klar til at hæve boligskatten, jvf. TV2 og Altingets database for folketingskandidater (!), efter tropsførerens vurdering, er “en ren “tilståelsessag“.

Måske har han blot ladet sig inspirere af sin formand. EB bragte i går historien om, hvordan selveste statsministeren genbruger flittigt. Åbningstalen var i høj grad blevet til ved hjælp af en bunke gamle taler og flittig brug af copy/paste funktionen.

Selv det ventreorienterede, bedrevidende, lattedrikkende bladhusben i Den Kulturelle Bermudatrekant – det unævnelige menighedsblad på Rådhuspladsen, som jeg stærkt mod min vilje er nødsaget til at læse i embeds medfør, havde en god artikel for nylig om samme emne.

Det var nu Kristian Thulesen Dahl, der var ophavsmand til humoren. Fra talerstolen på Dansk Folkepartis årsmøde citerede han Villy Søvndal for dennes kommentarer til DF´s accept af skattelettelser.

“intet mindre end det største tilbagetog siden det nationale katastrofeår 1864,” havde Søvndal gjaldet.

Det samme mente han åbenbart, da S pludselig gik ind for skattetoppet, da Eva Kjer Hansen trak sine ulighedsudtalelser tilbage og ved flere andre lejligheder.

Heller ikke forgængeren på posten, Holger K. Nielsen var bleg for at sammenligne en politisk retræte med den militære i 1864, viser artiklen.

Undskyld, er der en pressetjeneste eller to til stede?

Kebab for et kryds

Norske socialdemokrater i Drammen er taget i en utradtionel bestikkelsessag. Under løfter om gratis kebab, subsidiært 50 norske petrodollars, har tilhængere af kommunalpolitikeren Yousuf Gilani forsøgt at hverve stemmer blandt byens bumser ved disses kirkemissionske mødesteder.

Som københavnerdeltager i det kommende folketingsvalg bliver man unægteligt en kende bekymret. Antallet af kebabpushere alene på Nørrebrogade skulle nok gøre det muligt at finde en sponsor, hvis nogle skulle blive inspireret af deres norske kammerat.

“I øvrigt mener jeg” gør opmærksom på, at den slags også er ulovligt herhjemme, omend der findes visse fortalere for det rimelige i stemmesalg. Indtil videre er den rigtige danske måde at købe stemmer dog fortsat at forhøje børnechecken, forlænge barselsorloven eller på anden vis at love guld, grønne skove og øget offentligt forbrug.

Enhedslisten raus

Nu skal man jo altid tage meningsmålinger cum grano salis – men dagens megafon kan jeg nu ikke stå for. Fred være med at VKO-flertallet er væk (VKO – 48,5 procent – S+SF+RV+NA – 48,6 procent), det samme er nemlig Enhedslisten med ynkelige 1,6 procent af stemmerne. At trykke på knappen Anders!

Folketingsflertal fornægter nettet

To ud af tre folketingsmedlemmer har ingen hjemmeside eller i bedste fald en meget mangelfuldt opdateret en af slagsen, viser ny undersøgelse.

Der er folk, der får travlt, hvis statsministeren, som spået af så mange, trykker på valgknappen i morgen. For det står sløjt til med de danske politikeres hjemmesidepleje. En undersøgelse, foretaget af “I øvrigt mener jeg” via Folketingets officielle hjemmeside, viser at hele 48 medlemmer ikke linker fra folketingssiden til deres egen hjemmeside. Dertil kan man lægge 14 medlemmer, der linker til ikke-fungerende sider, 51 medlemmer med hjemmesider, der som minimum ikke har været opdateret siden 1.juli. og endelig Britta Schall Holberg, hvis godsejer/foredrags/boligudlejningsside falder ganske uden for kategori.

Alt i alt er der altså tale om et markant folketingsflertal, 114 medlemmer eller cirka to ud af tre MF´ere, der ikke giver borgerne og vælgerne mulighed for at besøge en hjemmeside, der kan gøre dem klogere på, hvor krydset skal sættes. Blandt de, der ikke bruger hjemmesider, eller i hvert fald ikke linker til dem,  finder man 12 medlemmer fra Dansk Folkeparti eller mere end halvdelen af folketingsgruppen. En række ministre er udeladt af undersøgelsen med lovlig seddel hjemmefra, da de linker til deres ministerium. Det gælder dog hverken pressens minister, Anders Fogh Rasmussen, der ellers med syv sekunders sekretærindsats kunne få linket til sin blog, eller videnskabsminister Helge Sander. Heller ikke den konservative leder Bendt Bendtsen eller SFs Villy Søvndal bidrager med et link til en hjemmeside.  

Blandt medlemmer med ikke-opdaterede hjemmesider finder man blandt andet socialdemokraternes Per Kaalund, hvis seneste indlæg stammer fra januar 2005, mens Venstres Tina Nedergaard åbenbart ikke har haft noget på hjerte siden oktober 2004.

Undersøgelsen viser at kun 52 folketingsmedlemmer d.d. har hjemmeside med regelmæssige opdateringer. Venstre, SF og Det Radikale Venstre er duksene på området med markant flest hjemmesideejere målt i procent. Det Konservative Folkeparti er også konservative på dette område, med Pia Christmas-Møller som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at internettet ikke rimer på konservativ. 3 medlemmer har ofret de førnævnte syv sekunder på at linke til deres partis hjemmeside.

Enhedslisten er i øvrigt folketingets markant svageste parti på nettet og undersøgelsens absolutte bundskraber. Line Barfoed linker til enhedslisten.dk og Rune Lunds link sender dig blot til en “side ikke fundet”.De fire resterende medlemmer henviser ikke til hjemmesider.

God arbejdslyst! 

Så mange medlemmer linker via Folketingets officielle hjemmeside:

Til egne, opdaterede hjemmesider : 32

Til opdaterede, personliggjorte partiskabeloner: 20

Til partihjemmeside: 3

Til egne, Ikke-opdaterede hjemmesider: 23

Til ikke-opdaterede, personliggjorte partiskabeloner: 28

Til ikke-fungerende links: 14

Linker ikke: 48

Uden for kategori: Britta Schall Holberg

FV 2.0 08

For den altidonline politiske aficionado med kærlighed til kommunikationsfaget er der godt nyt. De politiske partier påstår, at de har ladet det tredje årtusinde kaste sit nådige lys over dem - de har opdaget internettet.

Ved det folketingsvalg, som partierne samstemmende melder, de er klar til allerede i efteråret, (lur mig dog om det kommer allerede), annonceres en øget satsning på dialogbaseret kommunikation, weblogs, virale kampagner, YouTube, MySpace, og jeg skal give dig skal jeg.

Den hårdeste satsning ventes ikke overraskende fra de radikale, som i mine øjne, hvor nødigt jeg end vil rose dem, ofte udmærker sig med lækre løsninger på kommunikationsområdet i de danske valgkampe. Pressetjenesten, består p.t. af Rasmus Lindboe og to gange Anna, Ebbesen og Rørbak. Begge Anna´erne har i øvrigt en fortid som Venstreansatte, Rørbak som politisk sekretær for Rikke Hvilshøj, der som bekendt altid har ansat blomsten af den danske ungdom.

Kombinationen af den radikale vilje til at gå andre veje, den lovede satsning og den unge og dynamiske pressetjenste lover godt. Jeg glæder mig allerede.

Også hos regeringspartierne er der nye toner. Enkelte kandidater melder sig klar med interne tv-kanaler på deres sites, med personlige præsentationer og nyheder. 3 nuværende medlemmer fra V og K skulle allerede have bestilt lidt net-tv. Løsningen koster ifølge producenten Pass On Media et sted mellem 100.000 og 200.000 og selv om deres direktør ikke vil løfte sløret for hvem, der er tale om, indskrænker beløbet feltet en kende. Pengestærke kandidater, hvis egoer ikke er små, at de forhindrer egne tv-produktioner. Hvad med Pind, Barfoed og Dyremose….

Fra centralt hold skal man nok ikke forvente revolutioner, snarere en pæn stilfærdig valgside, der ikke afskrækker partiets donatorer fra et klik eller to.

Dark horse på området, som på alle andre, bliver selvsagt det andet radikale parti, Ny Alliance. Forhåndsinteressen for partiet blandt smarte medie-, kommunikations- og reklamefolk virker blandt andet her så stor, at man må forvente, at der alene i medlemsskaren er et voldsomt udbud af upfronters, der vil anvise nye veje. Under alle omstændigheder nødvendiggør hele forskræppet til det internationalt orienterede, Kjærsgaard-kritiske, lav skat med høj moral-parti, at man tager sig moderne ud i sin kommunikation, så også på det område kan det måske blive svært at se forskel på Radikal Light og Radikal Right.

Mor Pia havde ved sidste valg sin daglige “Tale til nationen”, der angiveligt var filmet af husbond Henrik Thorup. Mon ikke vi kommer til at se det samme, i et lidt lækrere udtryk, måske også md en ny fotograf.

Enhedslisten kan forventes at sprede glade farver til befolkningen, opbygningen af hjemmesider har aldrig været deres force. Til gengæld viser Dansk Politiks analyse, at SF flittigt har taget begreber som blogs og MySpace til sig og at deres intensive linken til hinanden sikrer dem fremragende resultater i Googlesøgninger. Men det er altså ikke lige her, jeg lægger mit forbrug…

Jeg kan huske at jeg op til sidste valg også havde en forventning om et internetboom. Lidt flere hjemmesider, og en blog her og der, var hvad det kunne blive til. Mange af dem var åbenlyst opfundet til valget og flyder stadig rundt i cyberspace, jvf. Jarls Blog, som en konstant påmindelse af, hvor seriøst politikerne har taget nettet.

Måske er Henrik Dam Kristensen også blevet skuffet. Som den eneste partistrateg maner han til besindighed i lovprisningen af nettets muligheder:

“Du vil opleve, at nettet kommer til at spille en større rolle, men jeg er meget forbeholden over for ting som MySpace. Det væsentligste bliver at komme endnu mere ud til den enkelte dansker. Derfor vil vi opprioritere direkte kontakt mellem politikere og befolkningen. Det vil sige være endnu mere tilstede på torve og stræder,” udtaler han til Berlingske.

Så socialdemokraterne vælger sikkert igen en driftsikker læsning, med uniforme hjemmesider for partiet og alle dets kandidater.

Måske har Henrik Dam ret, måske tager han fejl. Men direkte kontakt mellem politikerne og befolkning behøver vel ikke nødvendigvis være fysisk kontakt. Det er muligt at nettet ikke giver vælgermæssig pote, men hvad med pjecer, valgplakater, debatmøder, hvor kun partisoldaterne møder frem?

Det har man altid brugt ressourcer på, så kan det undre, at man ikke i det mindste forsøger sig helhjertet på nye områder, der i bedste fald kan skabe kontakt til vælgergrupper, man ellers har svært ved at nå, og i værste fald koster lidt lønkroner.

With friends like that…..

SF´eren Per Ørum Jørgensen, der er gift med Venstres folketingsmedlem Tina Nedergaard, retter i dagens Berlingske Tidende et skarpt angreb på hustruens overbevisninger:

“Hvis liberalismen styrede samfundet, ville der være enorme nogle forskelle mellem de stærke og de svage i samfundet, og det giver større kriminalitet og større sociale problemer. Alt i alt et samfund, som jeg ikke tror nogen vil bryde sig om,” udtaler han.

Konen og andre, der stadig måtte tro på økonomisk frihed burde rejse en tur over Atlanten. Her kan man se, hvor galt det kan gå: 

“I USA, hvor enhver er sin egen lykkes smed er der en meget stor gruppe af fattige og udstødte. USA har for eksempel ikke lige adgang til sundhedsbehandling. Den mangler på økonomisk og social lighed giver et skel i befolkningen og ødelægger dermed sammenhængskraften”.

Inspiration til indretningen af samfundet bør altså ikke komme fra USA, Per Ørum Jørgensens idoler er socialismens skabere. Og han opfordrer derfor til at anerkende effekterne af socialismen, der har spillet en så positiv rolle i dannelsen af danernes drømmesamfund. 

“I opbygningen af velfærdsstaten har socialismen skabt en solidaritet mellem de forskellige klasser i samfundet, så de rige betaler til de fattige. Det er godt,” fastslår Per Ørum Jørgensen.

Det har ikke været at få en kommentar om den ægteskabelige uenighed fra Tina Nedergaard. 

Update: Det viser sig nu at Per Ørum Jørgensen er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Vi iler til med en undskyldning…….

S-politiker angriber S for at angribe R

Få ting kan få et smil frem på mine læber som ævlen og kævlen internt blandt de røde. Det skulle da lige være dagens kronik i Berlingske Tidende. Her kaster Lars Weiss, søn af du-ved-hvem, sig ud i, hvad må betegnes som “meta ævlen og kævlen”.

Kronikken er en kritik af Thorning-Schmidt kurs:

“I dag føler mange socialdemokrater, at der er sket et foruroligende skred i partiets grundholdninger til fordel for taktiske overvejelser. Dermed være ikke sagt, at taktik pr. definition er af det onde. Især ikke når den lykkes.

Mens Fremskridtspartiet således i 70erne var hovedmodstanderen, har Glistrups politiske avl i Dansk Folkeparti de senere år nærmest været fredet. Nu rettes skytset gang på gang mod Socialdemokraternes naturlige og helt nødvendige samarbejdspartner, Det Radikale Venstre.

Mit parti har det ene øjeblik bebrejdet de Radikale, at de breder sig for meget på midten, det andet øjeblik, at koalitionen med det »venstredrejede« radikale parti ikke vil blive opfattet som samarbejde hen over midten. Forstå det, hvem der kan,” skriver Weiss blandt andet.

 Keep it coming.

Ny Alliance og S uenige om skat – Ritzau blander sig i kampen om Cavling

Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre. Jeg har lavet min behørige portion af forudsigelig journalistik, med forudsigelige spørgsmål, forudsigelige svar og forudsigelige konklusioner. Og jeg skal nok lave mere….

Men det skal ikke forhindre mig i at gøre mig morsom på andres bekostning: 

Få dage efter, at B.T. så ud til at have taget et afgørende skridt i kampen om Cavling-prisen med forsidebaskeren: Christian Poulsens mor - Min søn er ikke voldsmand, får de nu skarp konkurrence fra Ritzau.

I en opsigtsvækkende dækning fra Naser Khaders, Gitte Seebergs og Anders Samuelsen møde med Helle Thorning-Schmidt, afsløres det at: Ny Alliance og S er uenige om skat.

Nyheden rammer Christiansborg som en bombe midt i en ellers fredfyldt periode i tingets sommerferie. Siden Alliancens dannelse 7. maj har det jo været ventet, at partiet ville indgå i et tenderende til kropsnært samarbejde med socialdemokraterne, særligt på grund af deres skattepolitik, der er som designet til at fryde socialdemokratiske kustoder og kernevælgere. 

Fremtrædende socialdemokrater og politiske kommentatorer river netop nu sig selv i håret og prøver at fordøje det faktum, at Ny Alliance måske i stedet kan blive en del af en borgerlig regerings parlamantariske flertal.

I seneste meningsmåling fra Rambøll står Ny Alliance til 9,8 procent af stemmerne.

mol 

Det bliver endnu en forrygende sommer for dansk journalistik.

Føreren havde ret i mange ting…

Det er orden at tale om at øge skatterne, når bare det er til gavn for “de svageste”, “os alle” eller “til et godt formål” Det er i orden at bære t-shirts og alskens andet merchandise med billeder af Che Guevara. Og det er helt sikkert i orden at mene, at Sovjetunionen var en stor drøm, en smuk vision, der bare aldrig blev som tiltænkt. 

Ve derimod den, der vil have lavere skat, mindre gadeteater eller sympatiserer med amerikanske interventioner med bananrepublikkers menneskefjendske diktaturer.

Elementer af dette pudsige paradoks kan findes i Adam Holms kronik, bragt i Jyllands-Posten i går, hvor han skoser historiker Kristian Hvidt for at have skrevet at Lenin “formåede at “løfte befolkningen op på en tålelig levestandard inden sin død i 1924. Det var et resultat af hans enestående begavelse og organisatoriske talent”. Lenins evne til at lede var i øvrigt præget af “en stor vision”, skriver Kristian Hvidt.  

“Tænk et ramaskrig, der ville have lydt, hvis en hjemlig historiker krediterede Mussolini for at have samlet det splittede Italien, pustet liv i økonomien og sørget for tog til tiden. Det ville på en almindelig dag uden nye partidannelser eller royal familieforøgelse lande på avisernes forside ”Dansk historiker roser fascist!” Men dansk historiker roser kommunisme? Ikke interessant.”, skriver Adam Holm i sin kronik, som du kan læse mere om på 180grader her og her i lederen.

“Føreren havde ret i mange ting.”, er en sætning, man ofte kan høre på mit stamværtshus. Til beroligelse kan jeg oplyse, at udsagnet er ment provokatorisk, skal udstille venstrefløjens hykleri og at ingen kunne finde på at udtrykke det i fuld offentlighed.

Det kan så undre at nogen stadig synes det er i orden at udtrykke sympati for Lenin, Mao, Che Guevara eller Fidel Castro. 

Ny Alliance i Kongens Have

Masser af mennesker, mangel på meninger. Sådan lyder den lynhurtige konklusion oven på eftermiddagens Grundlovsmøde i Kongens Have.

Kombinationen af den centrale lokalitet, det gode vejr, Rasmus Nøhr og nyhedens interesse havde lokket væsentlig flere til at fejre demokratiet, end jeg tidligere har set til Grundlovsmøder i københavnsområdet.

Mens mens opbuddet af mennesker var fint, var udbuddet af holdninger og skarpe synspunkter mere pauvert og Rasmus Nøhr modtog betegnende nok det største bifald fra forsamling for sin kombination af klimpten og kritik af Pia Kjærsgård.

Ny Alliances politikere slog dog fast at de er glade for demokratiet, vil bygge bro, står i midten, ikke vil udelukke befolkningen fra demokratiet men inddrage dem i det……..

Gitte Seeberg, der havde fået til opgave at tale om Danmarks forhold til omverden, var faktisk den eneste af de tre, der markerede klare holdninger. En opgave, der selvsagt lettes en kende af, at Alliancens udenrigspolitiske holdninger nærmest flugter fuldtendt med det radikale venstre - her skal der ikke opfindes dybe tallerkener.

 Det er fint nok, at man ikke har en moppedreng af partiprogram liggende, omend det ville dog klæde de herrer og den dame, hvis der snart kom lidt kød på projektet.

Men når man som nyt parti har så mange menneskers og så mange mediers opmærksomhed, så er det da en oplagt mulighed for at gøre os alle lidt klogere. Den mulighed blev forpasset Grundlovsdag.

Øllen var god…. 

Nanny Nidkær hæver hyrevognspriserne

For 160 minutter siden blev det igen dyrere at køre i taxi. Storkøbenhavns Taxinævn har indført weekend-starttakster på 40 og 50 kroner for henholdsvis gade- og centralture. Selv den normalt så ligevægte Hr. Garbye svinger sig op til Claus Borreske højder og udbryder et: SKANDALE

I´ll second that. Som flittig hyrevognskunde med super de luxe-quicknummer til TAXAMOTOR er jeg led og ked af at skulle betale 50 kroner blot for at sætte mig ind i selskabets Mercedes.

Et af argumenterne bag prisstigningen har barokt nok været kampen mod pirattaxaer. Kunder tager nemlig kun pirattaxaer af simpel nød, når de ikke kan få en autoriseret hyrevogn. Bedre indtjeningsmuligheder giver flere chauffører i selskabernes vogne i weekenden og væk er behovet for pirater . Det er måske rigtigt nok, men er i givet fald blot en demonstration af, hvor håbløst reguleret hyrevognsmarkedet er.  De etablerede selskaber kan simpelthen imødegå konkurrence ved at sætte priserne i vejret – hvem er pirattaxa her?

Det er selvfølgelig en kættersk tanke, men måske var det på tide med lidt liberalisering på området.  Måske skulle man nedlægge Storkøbenhavns Taxinævn og alle dets kommunale søskende rundt om i landet. Måske skulle selskaberne forholde sig til at konkurrere som andre virksomheder. Måske skulle jeg have lov at bestemme hvem jeg betaler hvor meget for hvad.

Det ville selvfølgelig give politikere som Dragørs Asger Larsen, Høje-Taastrups Lizzie Hansen og Frederiksbergs Jette Bøgeby mindre at rive i. Men mon ikke så kapable folk finder andre vigtige ting at engagere sig i?