Hvorfor hulen spilde den gode pot? Lykketoft inhalerede heller ikke

Mogens Lykketoft følger nu i fodsporene på ingen ringere end William Jefferson Clinton. I en ny udgivelse, der er blevet til på baggrund af noget så sindsoprivende som samtaler mellem Lykketoft og Marianne Jelved i et sommerhus, erkender den tidligere socialdemokratiske partiformand at han som ung har haft en joint i hånden. Helt i mesterens ånd lyder Lykketofts svar dog:

“Ja, men jeg inhalerede ikke”.

“I ævrigt mener jeg” ikke, at det er noget der tjener de to prominente socialdemokrater til ære. Har man røget en joint, har man røget en joint og bør stå ved det. Det virker en kende utroværdigt at forestille sig, at den manglende inhalering er i fuld overensstemmelse med sandheden. Og skulle det endelig passe, må man undre sig over, hvorfor potten har befundet sig i hånd og mund på de herrer. Var de viljeløse ofre for gruppepres eller forsøgte de at imponere unge damer?  Under alle omstændigheder ikke flatterende for en mand, der var leder af den frie verden eller en, der forsøgte at blive chef i den lille andedam.

Lykketoft er muligvis kommet til samme konklusion. I hvert fald forsøger han at vise sig som en større mand end Clinton ved at erkende, at han har haft den “stærkeste oplevelse”. han har haft, da han sammen med vennen John spiste en hashkage (og ja, de slugte). De to endte nemlig med at grine over det fodbad, de havde pusselankerne nede i.

Respekt Mogens!

Den store forsøstring

Mangel på arbejdskraft er ikke længere et problem i Danmark. Det var meldingen fra socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt under Folketingets åbningsdebat i dag. Øvelsen er nu ifølge HTS at fastholde og skabe arbejdspladser, hvilket efter hendes mening er lig med øget offentligt forbrug.

Med dagens budskab ligger Thorning-Schmidt sig direkte i slipstrømmen på gårsdagens DF-opfordring til at sætte turbo på det offentlige forbrug (og i øvrigt også på Danmarks eneste socialistiske økonomiprofessor), hvad hun da heller ikke undlod at gøre opmærksom på fra talerstolen

“I øvrigt mener jeg”, at det er fornøjeligt, at se den fortsatte forsøstring mellem Pia og Helle, lederne af to af de tre store danske socialdemokratier. Igen og igen deles synspunkter som et klart bevis på, hvor DF hører hjemme.

De er socialdemokrater med stramme synspunkter på flygtninge-, indvandrer-, og retspolitik, der ikke har meget at tilbyde en borgerlig regering, der burde kære sig om frihed, retssikerhed, og velfungerende økonomi. Der må krydses fingre for et VIRK-flertal……….

Åbningsdebatten kan følges live her

Når vi går tur på volden store eid-kvæld

Det er ikke ofte, man hører noget fra den socialdemokratiske kirkeordfører, Karen Klint, der næppe kan snige sig i top 165 over mest fremtrædende folketingspolitikere.

Men i går gik hun i offensiven med forslaget om at slå afslutningen på ramadan, eid, sammen med store bededag. Forslaget fik ikke overraskende en mindre end god modtagelse hos politiske modstandere, og i dag måtte sos’ernes politiske ordfører så på banen og meddele, at liste A skam ingen planer har om at gøre danske helligdage muslimske.

“I øvrigt mener jeg”, at det var hyggeligt at høre fra Fru Klint. Jeg gætter på, det bliver sidste gang i samlingen, hun siger noget, der rammer medierne, men at det til gengæld ikke bliver sidste gang, vi kommer til at høre om hendes forslag. Det skal d’herrer Krarup og Langballe nok vide at sørge for.

Læs også Jarl Corduas vurdering af Klints kikser

S-politiker angriber S for at angribe R

Få ting kan få et smil frem på mine læber som ævlen og kævlen internt blandt de røde. Det skulle da lige være dagens kronik i Berlingske Tidende. Her kaster Lars Weiss, søn af du-ved-hvem, sig ud i, hvad må betegnes som “meta ævlen og kævlen”.

Kronikken er en kritik af Thorning-Schmidt kurs:

“I dag føler mange socialdemokrater, at der er sket et foruroligende skred i partiets grundholdninger til fordel for taktiske overvejelser. Dermed være ikke sagt, at taktik pr. definition er af det onde. Især ikke når den lykkes.

Mens Fremskridtspartiet således i 70erne var hovedmodstanderen, har Glistrups politiske avl i Dansk Folkeparti de senere år nærmest været fredet. Nu rettes skytset gang på gang mod Socialdemokraternes naturlige og helt nødvendige samarbejdspartner, Det Radikale Venstre.

Mit parti har det ene øjeblik bebrejdet de Radikale, at de breder sig for meget på midten, det andet øjeblik, at koalitionen med det »venstredrejede« radikale parti ikke vil blive opfattet som samarbejde hen over midten. Forstå det, hvem der kan,” skriver Weiss blandt andet.

 Keep it coming.