Autonomhuset holder åbningsfest – hmm, tror ikke lige jeg kan den dag

Det var helt i orden, da det såkaldte Ungdomshus’ brugere valgte at afvise de to konservative lokalpolitikere Jakob Næsager og Rasmus Jarlov, der ville deltage i deres mandagsmøde, der alene er “forbeholdt folk, der er en aktiv del af kampen for et nyt ungdomshus. Dvs. at pansere, journalister og idioter ikke er velkomne”. Det har Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning netop afgjort. Det var så som så med åbenhed i den nye autonomborg og det skal københavnere altså finde sig i.

Til gengæld kan folk med hang til folkekøkken og Anne Marie Helger komme til The Grand Opening på Københavns nyeste kulturudbud for folk, der mener li’som os. “I øvrigt mener jeg” der vist nok er en kolliderende aftale i min kalender…..

Klar borgerlig tale i ungdomshustragedie

Man bliver så glad, når politikere taler dansk, som Leslie Arentoft fra Venstre gør det, når han fortæller hvorfor Ungdomshuset ikke lever op til kravet om at være åbent for alle:

“Prøv at gå ind i ungdomshuset med en McDonalds-pose under armen, så bliver du jo smidt ud på røv og albuer,” siger Leslie Arentoft.

Man bliver så glad, når man har brugt timer og atter timer i valgkampen på en kandidat, man rent faktisk kan være bekendt, som Leslie Arentoft fra Venstre viser sig at være, når han beskriver, hvad der ville ske med aftalen om et nyt ungdomshus efter en borgerlig valgsejr i København 2009:

“Vi ville da opløse aftalen, for den overholder ikke de krav, vi ellers stiller til alle mulige andre mennesker”

Man bliver så ked af, at en borgerlig valgsejr er urealistisk. Af, at vold kan betale sig. Af, at man skal betale for de autonomes blodige hærgen. Af tingenes tilstand.

Læs mere på den glimrende borgerlige netavis 180Grader.dk

En gang til for Prins Knud (og Dronning Bondam)

“Hvis de unge tager afstand fra volden, hvis de accepterer fondsløsningen og hvis de i øvrigt organiserer sig i en form for forening eller repræsentantskab……så vil vi gerne gå konstruktivt ind i arbejdet med at etablere et nyt ungdomshus i København. 

Sådan lød det fra Klaus Bondam søndag aften på min tidligere arbejdsplads TV2/Lorry, i programmet “Ugen der gik” (godt et kvarter inde i udsendelsen begynder løjerne). Naturligvis først efter det obligatoriske angreb på Ruth Evensen, som har “betydet alt, alt for meget” for København på det seneste og som “bestemt ikke er gået konstruktivt ind i dialogen med Overborgmesteren”.  

Jeg er ikke ganske klar over hvilken planet, Bondam har opholdt sig på de seneste måneder, men for de fleste københavnere står det ganske klart, at hvis der er noget, ”de unge” ikke ønsker, så er det at tage afstand fra volden. Når ”de unge” går på gaden, ender det i vold, vold og vold.  

Kunne det tænkes, at grunden til at Ruth Evensen har betydet for meget for byen, er at “de unge” med medvirken af nyttige idioter som Klaus Bondams har dæmoniseret hende? Er det ikke rimeligt at borgere i dette land, der ønsker at disponere over de huse, de har købt, ikke skal tvinges til at gå i konstruktiv dialog med Ritt Bjerregård? Har “de unge” ikke fået de chancer, de skulle have for at tage afstand fra vold? Jeg spørger bare…….  

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.